SPONSORTIPS
Som svømmeklub er det altid rart, at der er nogle, der gerne vil støtte op om det arbejde, der laves i klubben. Især fordi det primært er frivillige kræfter, der bliver brugt.
Den Store Svømmedag er en god mulighed for at skabe opmærksomhed omkring klubben samt være med til at få penge ind til klubben på en sjov og anderledes måde.
Hvordan får vi samlet penge ind?
Mange svømmeklubber bruger allerede Den Store Svømmedag til at få penge til klubben fra sponsorer, ved at sponsorer giver x antal kroner/ører pr. svømmet meter/kilometer. Dette gør det også lidt sjovere for både klub og sponsor, idet man ikke helt ved hvordan det kan ende. Nogle sponsorer vil gerne sætte et max beløb, så de er sikre på, at de ikke ender med at betale mere end de magter.
Man kan også få klubbens børnemedlemmer til at overtale familiemedlemmer til at give x antal kroner pr. svømmet meter. Dette kan gøre dagen til en sjov familiedag. Nogle familiemedlemmer bliver ofte overrasket over, at børnene svømmer længere end de havde forventet!
Man kan også samle penge ind ved at lave kagesalg, lotteri med sponsorerede præmier eller andre sjove tiltag. Her er det kun fantasien, der sætter grænser. Har I nogle godee ideer, der virker hos jer, vil vi meget gerne høre om det!