Det er særligt frivillige og livredningsinteresserede, der flokkes mod SvømDanmarks uddannelser og kurser.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentØget digitalisering og fleksibilitet – to af de helt store fokuspunkter det forgangne år i vores kursus- og uddannelsesafdeling. Det har blandt andet resulteret i en helt ny uddannelsesstruktur for officials samt et nyt livredningssystem, som vores uddannede livredderdommere bruger til at udstede livredderbeviser til nyuddannede livreddere.
Begejstring for ny digital uddannelsesstruktur
I alt uddannede SvømDanmarks undervisere og instruktører tæt på 1000 frivillige i 2024, som også blev året, hvor modul 1- og modul 2-kurserne blev endeligt udfaset og erstattet af den digitaliserede og mere fleksible Officialgrunduddannelse, som i overgangsperioden blev lanceret tilbage i slutningen af 2023.
Uddannelsen er sammensat af alt det bedste fra de to tidligere kurser, og løbende er kvaliteten af uddannelsen blevet løftet med afsæt i evalueringer fra undervisere og deltagere.
”Vi er meget lydhøre over for vores medlemsklubber og forsøger løbende at tilpasse vores uddannelsestilbud til deres frivillige. Derfor består uddannelsen nu af e-læring og en mindre fysisk undervisningsdel, og det er tydeligt, at klubberne og de frivillige i stigende grad omfavner den nye uddannelsesmodel og værdsætter dens fleksibilitet,” siger Christina Borring, der er teamleder for SvømDanmarks kursus- og uddannelsesafdeling.
Frivillige officials har afgørende betydning for afholdelsen af bl.a. svømmestævner.
Foto: SvømDanmark
Stor interesse for livredning og førstehjælp
Det forgangne år viste også en fortsat stigende efterspørgsel efter uddannelser inden for livredning og førstehjælp. I 2024 blev der uddannet 84 nye livredderdommere fordelt på tre kategorier:
I skrivende stund råder SvømDanmark over 464 aktive bassinlivredderdommere, 88 åbent vand-livredderdommere og 128 erhvervslivredderdommere, og det vækker glæde hos vores uddannelseskonsulent Hjalte Borum.
”For at sikre et Danmark med liv og glæde i og omkring vand er det vigtigt med kompetente fagfolk, der sikrer tryghed. At gruppen bare vokser og vokser er et resultat af den efterspørgsel, vi særligt oplever inden for bassinlivredning, hvor vi har haft fuldbookede kurser år efter år siden corona-pandemien. Normalt har vi to livredderdommeruddannelser pr. år, men vi har allerede oplevet så stor tilslutning, at vi har oprettet en tredje."
En af SvømDanmarks livredderdommere i færd med at uddanne nye bassinlivreddere.
Foto: SvømDanmark.
Livreddersystem har fået en digital overhaling
Som led i den igangværende modernisering af vores digitale infrastruktur har vi præsenteret et nyt livreddersystem, der er skabt med henblik på at styrke samarbejdet med samarbejdspartnere. I øjeblikket foregår der et arbejde med at optimere servicen til livredderdommere, klubber, skoler mv.
Uddannelseskonsulent Hjalte Borum fortæller, ”at der er udstedt et mindre antal beviser sammenlignet med sidste år, men det også var forventet i implementeringsfasen, hvor vores livredderdommere lige har skulle lære at navigere i og bruge det nye system.”
Nye initiativer og fremadrettet fokus
SvømDanmark har også haft succes med at afholde nye og kickstarte tidligere succesfulde events.
Årets Aqua Inspiration var en stor succes i Forum Horsens. Arkivfoto
På trænerfronten er der uddannet to hold årgangstrænere, børnetrænere samt 650 nye undervisere og hjælpeinstruktører til svømmeskolen. De to sidstnævnte uddannelser udbydes i samarbejde med DGI, og det ligger allerede fast, at partnerne skal kigge det fælles uddannelsesindhold igennem for Svømningens Grunduddannelse med henblik på at videreudvikle formatet og strukturen med afsæt i de nye undersøgelser fra Idrættens Analyseinstitut og Syddansk Universitet.
”Vi arbejder konstant på at udvikle og tilpasse vores uddannelsestilbud, så vi kan imødekomme vores medlemsklubbers behov og sikre høj kvalitet i undervisningen på tværs af vores discipliner,” siger teamleder Christina Borring.
Årets uddannelser er allerede i fuld gang
Flere end 248er allerede begyndt eller har gennemført en af SvømDanmarks uddannelser i løbet af kalenderårets første måned, og der er planlagt mange spændende uddannelser og kurser i foråret, som man kan tilmelde sig. Skulle du have spørgsmål til vores mange uddannelsesmuligheder, så tøv ikke med at kontakte uddannelses- og kursusafdelingen på mail: kursus@svoem.dk
Det er også muligt at kontakte vores uddannelsesteam direkte, hvis du vil vide mere om SvømDanmarks officialuddannelser eller uddannelsesmuligheder inden for livredning og førstehjælp:
Fra venstre: Christina Borring og Hjalte Borum.
Foto: Michael Vienø & SvømDanmark.