0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Droppede cheeseburgerne – nu er han blandt favoritterne til flere DM-titler

14-12-2023

Frederik Møller skal forsvare sin DM-titel på 100m medley, når danmarksmesterskaberne i svømning starter i dag.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

”Man kan vel sige, at jeg har fået styr på mig selv. Tidligere fyldte jeg mig med cheeseburgere inden træning, og jeg havde aldrig en rolig stund. Det mindset har jeg ændret, og det har helt sikkert været med til at rykke mig fra at være talentfuld til nu at være en af Danmarks bedste.” 

 

Ordene er Frederik Møllers, hvis evner i bassinet har været svære at overse. Men som han selv formulerer det, har han tidligere haft svært ved at forvalte sit talent ordentligt. 

 

Siden sommeren 2021 har kurven dog været opadgående, og det seneste år har Frederik Møller taget store skridt op ad ranglisterne. Forklaringen skal – ifølge hovedpersonen – findes i hans seneste klubskifte. 

 

”I mit tidligere miljø var fokus på, hvor hurtigt jeg kunne svømme de første 25 meter. For det måtte alt andet lige betyde, at min hjemtur også blev hurtigere,” siger Frederik Møller og uddyber: 

 

”Så kom jeg til GTI, hvor der var en helt anden opfattelse af, hvad det kræver at svømme hurtigt. Det tog tid, før jeg fandt mig til rette, men det samarbejde, jeg nu har opbygget med min træner Niklas og mine holdkammerater, fungerer rigtig godt, og jeg stoler hundrede procent på den plan, vi har lagt sammen.” 

 

Fra landsholdets træningslejr i september og Frederik Møller under kortbane-DM i fjor. 

Foto: SvømDanmark.

 

Køb billetter til DM 2023 her

 

Forsvarende DM-vinder øjner dansk rekord 

Frederik Møller vandt en række medaljer til kortbane-DM i Vejle forrige år, men størst af bedrifterne var guldmedaljen på 100 meter medley. Årets første DM-løb er netop medleyløbet, og her håber den 21-årige sprinter at svømme sig i dansk svømmesports historiebøger. 

 

”Det vil være stort at genvinde DM-guldet, og kan jeg fratage Daniel Skaaning danmarksrekorden, vil det være endnu vildere – særligt med tanke på den kulisse, der venter. Det vil være en fantastisk start på DM på hjemmebane, hvor jeg også har sat mig andre mål,” forklarer Frederik Møller. 

 

For få uger siden var han sammen med sine klubkammerater med til at sætte dansk rekord i 4x50m fri mix og 4x50m holdmedley mix under DM for hold, og han føler ikke, han kunne have haft en bedre optakt. 

 

”For første gang i min karriere har jeg været på tre træningslejre – først med landsholdet, så klubben og senest Scandinavian Athletes. Så jeg står et rigtig godt sted.” 

 

Frederik Møller i aktion tidligere på året til Danish Open på Bellahøj Svømmestadion.

Foto: SvømDanmark.

 

Store internationale mesterskaber venter forhåbentlig i fremtiden 

GTI-svømmeren er i år – ligesom i fjor – en del af SvømDanmarks udviklingslandshold. I sommer deltog han til sit første internationale mesterskab, da han og landsholdskollegaerne deltog i EM U23

 

”Det var på mange måder en øjenåbner i forhold til, hvad det kræver at være med på øverste niveau internationalt. Omvendt føler jeg heller ikke, at jeg er så langt fra at være med, hvor det er rigtig sjovt. Jeg har fortsat en masse at forbedre, og lykkes jeg med det, er det ikke urealistisk, at jeg kvalificerer mig til OL i Paris eller nogle af næste års andre internationale mesterskaber.” 

 

Om Frederik Møller booker billet til de olympiske lege, europa- eller verdensmesterskaberne i 2024, må tiden vise. Først gælder det DM, hvor det bliver spændende at overvære, om GTI-svømmeren lykkes med at forsvare sin DM-titel og svømme sig til sin første individuelle danske rekord. 

 

Sådan følger du danmarksmesterskaberne i svømning – klik her.

 

 


 






Cookieindstillinger