0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Non profit-agentur samler Danmarks bedste herresvømmere – næste gang bliver endnu flere inviteret

10-11-2023

Danske topsvømmere lever, over en bred kam, på en sten. Det vil Scandinavian Athletes lave om på.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

”Har du som voksen hverken råd til at flytte hjemmefra eller invitere din kæreste ud, kan jeg godt forstå, man finder på noget andet at lave – selv hvis man er Danmarks hurtigste svømmer.” 

 

Sådan lyder det fra initiativtager, Ricki Clausen. Forrige år stiftede han og nogle samarbejdspartnere non profit-agenturet, Scandinavian Athletes – udelukkende med henblik på at stille mest mulig økonomi til rådighed for talentfulde danske atleter, heriblandt svømmere. 

 

”Desto større økonomisk frihed den enkelte atlet har, desto større er sandsynligheden for, at atleten forbliver aktiv i sporten og dermed øger sandsynligheden for at nå sit fulde resultatpotentiale. Mange dygtige svømmere stopper alt for tidligt, fordi de ikke kan finansiere deres liv og karriere. Vi ynder at give flest mulige atleter et økonomisk fundament, så de kan fokusere på deres karrierer og forfølge deres drømme,” lyder det fra Ricki Clausen. 

 

De seks deltagende herresvømmere på træningslejren. Fra venstre: Mathias Zander Rysgaard (Herlev Svømning),
Andreas H. Hansen (Vejle Svømmeklub), Frederik Møller (GTI Swim), Rasmus Nickelsen (Swim Team Odense),
Oscar Isberg (GTI Swim) og Malthe Lindeblad (Vejle Svømmeklub.

Foto: Scandinavian Athletes.

 

Noget til nogle, mere til massen 

Scandinavian Athletes har som det første et mål om at give atleter med finalepotentiale til OL i Los Angeles et økonomisk rygstød. Dernæst er målet at skabe aktiviteter, der samler voksensvømmere på tværs af sporten. 

  

Siden etableringen er støtten til agenturets arbejde vokset stødt, hvilket har muliggjort nye projekter. Seneste skud på stammen er en fælles træningslejr for danske herresvømmere, der kan præstere 800+ FINA-point i et crawlløb.  

 

Seks herrer takkede ja til invitationen, og de var i forrige uge i Spanien for at race og lære af hinanden. 

 

”Jeg bakker naturligvis op om tiltag, der støtter min karriere, så jeg havde ingen grubler over at deltage. Det var vildt fedt at være af sted, for vi var der alle af samme grund – nemlig at give den gas. Det gav rigtig meget at tilbringe så mange dage sammen med ligesindede, og jeg håber, der bliver flere ture som denne i fremtiden,” siger Rasmus Nickelsen, der var en af de deltagende svømmere og uddyber:

 

“Mange tak til Herlev Svømning, GTI Swim, Vejle Svømmeklub og Scandinavian Athletes for at være med til at gøre turen til virkelighed.” 

 

 

Ny træningslejr for voksne i udsigt 

Rasmus Nickelsen, der tidligere har deltaget i VM og EM, samt de øvrige herresvømmere skal ikke vente længe på næste træningslejr i regi af non profit-agenturet. Faktisk er næste invitation allerede sendt ud. 

 

”Rammen og setuppet er stadig under udvikling, men i første omgang er alle danske seniorsvømmere, der kan præstere 775 FINA-point, og deres trænere inviteret. Den netop afholdte samling i Spanien var en stor succes, så det ønsker vi helt sikkert at praktisere oftere i fremtiden,” siger Ricki Clausen. 

 

Under udarbejdelse af denne artikel stødte artiklens skribent under DM Junior på en tidligere landsholdssvømmer. Gustav Friberg, der har en EM-deltagelse på CV’et, var klar i mælet, da undertegnede ikke kunne fri sig for at spørge, hvad han synes om agenturets ønske om at lave flere aktiviteter for seniorsvømmere på tværs af landet.  

 

”Sådanne aktiviteter drømte jeg om i min aktive karriere. Desværre fandt de aldrig sted – udover i landsholdsregi. Jeg er sikker på, det ville have udviklet mig endnu mere og måske fastholdt mig længere tid i sporten. Uden at have nærmere kendskab til projektet, synes jeg, det lyder virkelig fedt og som et rigtig godt tiltag,” fortalte Gustav Friberg. 

 

Interesse for deltagelse i træningslejren, som finder sted 22.-29. april 2024, eller støtte til Scandinavian Athletes arbejde med at fremme danske svømmeres økonomi kan rettes direkte til initiativtager, Ricki Clausen på telefon: 26252531 eller mail: info@scandinavianathletes.com 

 

De atleter, som støttes af Scandinavian Athletes med henblik på OL-finalepotentiale til OL 2028. Fra

venstre: Mathias Zander Rysgaard, Nicholas Castella og Thea Blomsterberg.

Foto: Scandinavian Athletes & Patrick Kraemer.

 

Kort om Scandinavian Athletes 

Nonprofit-agenturet har i første omgang koncentreret sig om danske svømmere og dansk svømmesport. På sigt er planen også at inkludere andre idrætter med sammenlignelige økonomiske forudsætninger. 

 

Agenturets økonomi kommer af sponsorater og forskellige ydelser, der sælges til erhvervslivet. F.eks. performanceoptimerende forløb til medarbejdere med henblik på at optimere deres performance og øge deres trivsel. Lige nu har agenturet fem større kunder og er i løbende dialog med nye. 

 

Sponsorater går direkte til atleter, aktiviteter og/eller foreninger. Ligeledes gør overskuddet fra agenturets forskellige ydelser.

 

Læs mere om Scandinavian Athletes på agenturets hjemmeside


 






Cookieindstillinger