SvømDanmarks elitechef gør status for historiens første EM for U23-svømmere.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent”Formålet med vores deltagelse var at bringe et nyt element i spil, som atleterne og trænerne kan bruge til at udvikle sig og gennemgå en succesfuld transition fra junior til senior. Det indfriede mesterskabet til fulde,” siger SvømDanmarks elitechef Lars Robl og uddyber:
”Min fornemmelse er, at atleter og trænere fik en aha-oplevelse. På nærmeste hold erfarede de, hvad det kræver at være med på europæisk niveau som præsenior og hvilke områder, de individuelt skal udvikle sig på for at tage næste skridt og være med til EM, VM og OL.”
De to medaljetagere og landsholdets kampråb ved EM U23 2023.
Foto: SvømDanmark.
Store potentialer skal forløses og videreudvikles
To medaljer og syv finaler præsterede svømmelandsholdet i løbet af europamesterskaberne for U23-svømmere i Irland. Resultaterne kom i forlængelse af et historisk godt europamesterskab for juniorer, hvor det blev til hele ni medaljer, heraf fem af guld.
SvømDanmarks elitechef har af flere omgange pointeret svømmesportens store internationale resultatpotentiale, og i Dublin så han endnu en gang et fundament, han ynder at bygge videre på.
”I løbet af sommeren har flere atleter vist glimt af deres talent, og det kan de ikke uden kvalificerede trænere ved deres side. Sporten råder generelt over en masse kompetente trænere, som er virkelig dygtige til at lære atleterne det svømmefaglige,” siger Lars Robl og fortsætter:
“Det er min klare overbevisning og erfaring fra arbejdet med andre sportsgrene, at jo tættere vi kommer på det absolutte internationale topniveau, så skal vi tale og forstå præstation. Her er jeg sikker på, at der er et udviklingspotentiale for såvel trænere som atleter, når det gælder om at få atleterne til at præstere på den helt store scene og transitionen fra junior til senior.”.
I den forbindelse påpeger elitechefen endnu en gang det “videnshul”, dansk svømmesport lider under efter en lang årrække med store investeringer i udenlandske toptrænere.
”Dansk svømmesport har tradition for at udvikle juniorsvømmere med internationalt snit. Desværre har vi ingen track record, når det kommer til at tage talenterne det næste step mod verdenstoppen. Derfor er viden og formidling en strategisk prioritering i strategien for International High Performance og et område, vi kommer til at arbejde koncentreret med frem mod årsskiftet,” siger Lars Robl.
En udviklende og fastholdende aktivitet
Før, under og efter EM U23 har svømmelandsholdet erfaringsudvekslet og vidensdelt med hinanden. Det er foregået i fællesskab, på tomandshold og i torsdags rundede en afsluttende workshop forløbet af.
Forud for workshoppen var atleter og trænere blevet bedt om at reflektere over, hvad der havde overrasket dem ved EM U23, hvad der havde fanget deres nysgerrighed med henblik på at optimere egen performance, og hvordan de i fællesskab kan videreudvikle sig.
”Det var energiske svømmere og trænere, der virkelig havde forberedt sig godt på evalueringen. Mentorordningen blev fremhævet som et stort plus af mange, og de ønsker i endnu højere grad at drage nytte af hinandens daglige erfaringer – både i og udenfor bassinet. Der var ligeledes et ønske om at få danske stævner til at afspejle de krav og vilkår, som atleterne møder under udenlandske stævner ud fra princippet “train as you compete”. Derudover var der også stor nysgerrighed for at optimere de mentale dele omkring det at præstere, så det er helt sikkert ønsker og erfaringer, vi kommer til at arbejde mere med i landsholdsarbejdet fremadrettet,” siger Lars Robl.
Næste gang, SvømDanmarks landsholdssvømmere samles, er på den årlige eventcamp, der afholdes 15.-17. september. Her er blandt andet vidensdeling, erfaringsudveksling, dual career og teambuildingsaktiviteter på programmet.
EM U23 i tal
To danske medaljer
Syv finaler
PR-procent på 34
Relevante nyhedslinks fra EM U23
Strategi for International High Performance – klik her
Mentorordning til EM U23 – klik her
Se alle resultater fra EM U23 her.
Danmarks hold ved EM U23
Stab