0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

EM U23: ’Små fisk’ i et stort bassin – unge seniorsvømmere til mesterskab i Dublin

11-08-2023

Overgangen fra junior til senior kan være barsk, og man kan nemt føle sig som en lille fisk i et stort bassin. Netop det skal en ny mentorordning og et U23 EM gøre op med. De to mentorbuddies, Elisabeth Sabroe Ebbesen og Malthe Lindeblad, reflekterer her over overgangen fra junior til senior, og hvordan de sammen som mentorbuddies kan udvikle sig til bedre svømmere.

Af: Jonatan Balladone

LEN (det europæiske svømmeforbund) har disse dage inviteret til U23 EM i Dublin, og dette mesterskab skal udnyttes til fulde af de danske svømmere. Ud over en masse hurtig svømning skal stævnet også udvikle svømmerne og forberede dem til endnu større mesterskaber på sigt.

 

Foto: Elisabeth og Malthe udveksler erfaring fra stævnets første afsnit

 

De deltagende svømmere er blevet teamet op med hinanden inden stævnet, hvor de havde fælles workshops, mens de under stævnet mødes og sparrer med hinanden.

 

Elisabeth Sabroe Ebbesen (Gentofte Svømmeklub) og Malthe Lindeblad (Vejle Svømmeklub) er ét de syv makkerpar sat sammen til stævnet. Begge er meget glade for muligheden, som U23 EM byder, for, som Elisabeth, der har flere internationale stævner i bagagen, understreger, er det et stort spring:

 

”Man går fra at gøre det godt til EJM, hvor man kommer i finaler, til, at der går nogle år, inden man kvalificerer sig til internationale mesterskaber, fordi det er så svært i seniorsvømning. Det bliver lidt et tomrum, hvor der ikke er internationale mesterskaber. Det kan man godt savne i den periode. ”

 

Ikke nok med, at det kan virke som et tomrum, så kan det tilmed føles, som om ens karriere tager et dyk. For Malthe Lindeblad var det et antiklimaks efter hans første EJM:

 

”Jeg var til mit første EJM, hvor jeg præsterede ret godt, men så kommer man tilbage, hvor der går tre år, inden man er med til noget internationalt igen. Jeg ville have ønsket, at der året efter jeg havde været til EJM og blev seniorsvømmer, havde været et stævne som det her. Det, tror jeg, havde været ideelt.” Elisabeth følger op og pointerer, at det kunne give følelsen af, at ”man ikke skal kæmpe sig op igen, for der er et stort stykke, før man kommer med til fx. et EM.”

 

Foto: Malthe Lindeblad netop slået ind efter 50 bryst ved EM U23

 

Nogle af de udfordringer, som Malthe og Elisabeth møder, skal de forsøge at tackle i fællesskab. Når de snakker sammen gennem buddy/mentor-ordningen, handler det om at blive bedre svømmere; også uden for bassinet. Samarbejdet bliver brugt til at tale om proces- og resultatmål, hvilken læring de gerne vil tage med hjem fra stævnet, og ikke mindst hvordan man kontrollerer følelserne op til sit løb.

 

”Nu har Elisabeth været med til en del flere ting, end jeg har. Men når vi snakker om, det så er det meget vores proces- og resultatmål, vi snakker om. Så snakker vi også om, hvad vi gerne vil lære af det, og hvad vi gerne vil have ud af det. Hvordan vi føler op til løbene, og hvordan vi kan kontrollere det”, forklarer Malthe.

 

Det samme gælder også for Elisabeth, der gennem arbejdet i workshoppen forsøger netop at bruge sine erfaringer fra både junior- og seniormesterskaber, som hun tidligere har været med til.

 

Selvom det er erfaringer, de to svømmere samler på, har svømmerne oftest et helt konkret mål for øje, når de hopper i bassinet. For Elisabeth er det jagten på kravtiden til VM og EM næste år: ”Jeg var kun 5/100 fra A-kravet og derved fra at kvalificere mig til VM og EM til Danish Open i år. Det går jeg efter at gøre på enten 50 fri eller 50 fly.”

 

Mere om EM U23 i Dublin

Med U23 EM er håbet, at bassinet er ’lidt mindre’ for de unge seniorsvømmere. Mange af de store internationale stjernesvømmere stiller ikke til start, og derfor er der plads til at konkurrere på højt niveau, uden at de ’store medaljeslugende fisk’ er i vandet.

 

Stævnet starter fredag d. 11. august med indledende afsnit kl. 8.30 og finaleafsnit kl. 17 (dansk tid)

 

Nyttige links til dig, der vil følge med:


 






Cookieindstillinger