Kravtider til internationale mesterskaber for sæsonen 2009/2010Af: EliteafdelingenHvad skal der til, for at svømme under kravtider til næste års store internationale mesterskaber? Dansk Svømmeunions eliteafdeling har fastlagt kravtiderne, der vil være gældende for disse mesterskaber.
Dansk Svømmeunions eliteafdeling har fastlagt kravtiderne, der kan downloades nedenfor.
Kravtider til EM i Budapest 2010, EM for juniorer i Helsinki 2010 samt kravtider til udviklingslandsholdet (benævnt ”internationalt potentiale”).
Baggrund for ovenstående kravtider
Med ovenstående kravtidssæt til internationale mesterskaber i 2010 forventes det, at svømmerne udvikler sig naturligt i det rette tempo og ikke mindst i de stilarter, der forventes at blive svømmernes specialestilarter i seniorkarrieren. Med langsigtet planlægning og forsigtig progression i træning og konkurrence vil der være en større sandsynlighed for, at vi kan fastholde vores talentfulde svømmere langt ind i deres seniorkarriere, og det vil betyde, at vi, på sigt, kan opnå en markant udvikling i forhold til vores overordnede mål: finaler ved de Olympiske Lege.
Det er eliteafdelingens overbevisning, at kravtider ikke skal være for lette, ej heller for svære, men præcis så udfordrende at udøvernes evner udvikles fra år til år i takt med det, der er fysisk muligt. Med det in mente er det vigtigt at påpege, at man skal forvente fremgang hver eneste sæson/år for enhver, derfor vil kravtiderne ligeledes blive sværere og sværere, skridt for skridt, som svømmeren bliver ældre.
Alle kravtider er således udarbejdet på baggrund af det, der kræves, for at kunne stå i en OL finale.
Den korte forklaring er, at den teoretiske finale ved OL i London er sat til 1000 point. Med en kraftig skelen til hvad, det forventes, at svømmere forbedrer sig år efter år (progressionsteorien), er kravtiderne derefter fastsat.
Det er klart, at en svømmers udvikling er bestemt af forskellige faktorer, og derfor skal kontrolleres meget omhyggeligt løbende for at udviklingen sikres år efter år.
Der er naturligvis stor forskel på svømmere: langsom versus sen udvikling, stor versus lille og flere andre forhold. Det anerkendes. En svømmers første internationale mesterskab bør imidlertid være EJM allerede i det første juniorår – piger/15 år og drenge/17 år. Derfor er tidskravene sat efter semifinaler på dette alderstrin, og for det næste alderstrin, piger/16 år og drenge/18 år, er niveauet sat efter at kunne nå finalerne.
Dette første internationale mesterskab skal være en positiv oplevelse for deltagerne, derfor er det vigtigt, at svømmerne kommer til at svømme både indledende og semifinaler/finaler. At svømme i de indledende løb er kun at deltage. Det kan man gøre ved et hvilket som helst stævne, men ikke ved et meget vigtigt internationalt mesterskab, der samtidig skal udgøre afsættet til svømmerens videre internationale seniorkarriere. Derfor er kravtiderne sat efter det faktiske niveau, der kræves, for at gå videre til finaler.
Danmark er et lille land, hvor vi har en særlig forpligtigelse til at passe godt på vores talenter.
Kravtiderne er modsat tidligere ikke udarbejdet direkte på baggrund af forrige års mesterskaber, men mere med den langsigtede målsætning, OL finaler, in mente.
På den måde er det ligeledes eliteafdelingens forhåbning, at flere svømmere udvikler sig i det rette tempo og mod det endelige mål og således ikke topper for tidligt for efterfølgende at miste motivationen og brænde ud.
Holdkapper vil blive dannet af de fire hurtigste svømmere, men ingen svømmer på et holdkaphold må være mere end et sekund fra den individuelle kravtid. Målet for holdkapper er altid finaler.
Har du også læst?Tilmelding til nyhedsbreve og presseklip i sportens verdenIndsendelse af udgiftsbilag vedrørende aktiviteter og udgifter i 2009Fornemme indstillinger af Dansk Svømmeunion og elitechef Lars SørensenSparsomt kendskab til Dansk Svømmeunions Etisk kodeks materiale i klubberne”Salmonella-sag” resulterer i større fokus på forplejning ved stævnerLønnede trænere skal betale skat af 3.000 kroner for brug af internetDIFs uddannelsesfond 2010Kravtider til internationale mesterskaber for sæsonen 2009/2010Glædelig jul & godt nytårJulehilsen fra TrygFonden Kystlivredning