Danmark Svøm Langt bliver til Den Store Svømmedag
I forbindelse med samarbejdet har vi besluttet at ændre navnet ”Danmark Svøm Langt” til "Den Store Svømmedag - hvert tag tæller". Vi synes, at navnet bedre beskriver hvad dagen handler om.
Det er vigtigt for os i Dansk Svømmeunion, at der stadig er en genkendelighed i arrangementet, selvom det får et løft:
- Arrangementet afholdes som altid den første søndag i oktober indenfor tidsrummet 10.00 - 16.00.
- Det gælder stadig om at svømme længst og få flest i vandet.
- Det skal stadigvæk være gratis at komme i svømmehallen denne dag, så der er mulighed for at få lokket så mange mennesker indenfor som muligt. Der er derfor stadig fokus på samarbejdet mellem hal og klub de steder, det er muligt.
Det, der gør dagen anderledes, er nye spændende præmier, en regional konkurrence og så det nye navn.
Indsamlingen af penge til Børnehjertefonden sker primært i samarbejde med sponsorer, men de svømmende deltagere vil også få mulighed for at støtte den gode sag på forskellige måder.
I skrivende stund er forberedelserne i fuld gang, og vi kan endnu ikke løfte sløret for alle detaljerne ved de nye tiltag. Men følg med på vores hjemmeside, som løbende vil blive opdateret her i foråret. Ligeledes vil der komme information ud fra Dansk Svømmeunion om arrangementet.
Børnehjertefonden søger børn til nationalt svømmehold
En ting vi kan løfte sløret for nu er, at Børnehjertefonden søger børn til et nationalt svømmehold for hjertesyge børn,der kan være med til at skabe opmærksomhed om ”Den Store Svømmedag”.
Samtidig med det, skal den positive historie om hjertesyge børn fortælles, og der skal genereres synlighed for Børnehjertefonden og deres arbejde.
Svømmeteamet skal gerne blive udgangspunktet for en masse positive fortællinger om hjertesyge børns evner og muligheder for at leve et godt og aktivt liv på trods af deres hjertesygdom.
Hvem kan deltage?
Alle børn og unge med medfødt eller erhvervet hjertesygdom i alderen 10-15 år inviteres til at deltage.
Hvor mange deltagere er der på holdet?
Der er plads til 15 deltagere på holdet, så der er desværre begrænsede pladser.
Hvad koster det?
Det er gratis at deltage. Børnehjertefonden afholder alle udgifter til fire træningsweekender, også transportudgifter til og fra træningsweekenderne. Deltagerne afholder dog selv udgifter til træningen, der ligger imellem weekenderne.
Hvad skal man kunne?
Deltagerne på svømmeteamet skal kunne svømme mindst 25 meter sikkert uden hjælpemidler, på dybt vand.
Det er et minimumskrav, hvilket betyder, at der også er plads til svømmere, der har et højere niveau. Der er plads til alle, der kan honorere ovenstående, også meget gode svømmere. Vi vil gerne have et svømmeteam, hvor der både er svømmere, der er urutinerede og svømmere, der er meget rutinerede.
Det er ikke et krav, at man er medlem af en svømmeklub, men det vil være en god idé at være det.
Hvad er betingelserne for at deltage?
- Deltagerne skal kunne honorere ovenstående krav til svømmefærdigheder.
- Man skal passe sin træning mellem træningsweekenderne.
- Deltagere i alderen 10-12 år skal have en forælder med på træningsweekenderne.
- Man skal deltage på alle fire træningsweekender: 12.-13. april, 14.-15. juni, 6.–7. september og 4.-5. oktober.
Hvem står for weekenderne?
Weekenderne planlægges af en gruppe frivillige, der har meldt sig til at få svømmeteamet til at fungere. De frivillige har selv mange års erfaring med at afholde træningssamlinger for børn og de fleste er erfarne svømmetrænere.
Hvor foregår weekenderne?
Weekend-træningerne foregår fire forskellige steder i landet. Det er ikke planlagt i detaljer endnu hvor det bliver, men vi forestiller os én weekend i København, én weekend på Fyn og to weekender i Jylland. Men det afhænger meget af hvor deltagerne bor i landet.
Test og træningsprogrammer
Ved den første træningssamling, bliver deltagerne testet, for at vi kan få et mål for, hvor meget de kan træne. Testen udføres på et sygehus af faguddannet testpersonale. Vi sørger for at testen foregår efter alle forskrifter. Deltagerne skal forinden testen have konsulteret egen læge, for at få en vurdering af, om det er i orden at deltage i svømmeteamet.
Efter første træningsweekend, vil hver deltager få tilsendt et træningsprogram, der skal følges indtil næste træningsweekend. Programmet er tilpasset hver enkelt deltager.
Medie og kommunikation
Svømmeteamet vil få en del eksponering i medierne, hvorfor deltagerne skal være positivt indstillet på at deltage i medieomtale både i trykte og elektroniske medier. Ved deltagelse i svømmeteamet, har man samtidig givet Børnehjertefonden ret til at anvende film- og billedmateriale, der er optaget i forbindelse med svømmeteamets aktiviteter. Børnehjertefonden sikrer, at alt materiale, der bruges i kommunikationsøjemed har en meget høj etisk standard.
Hvordan tilmelder jeg mig?
Tilmelding til Børnehjertefondens svømmeteam, foregår ved at sende en mail hurtigst muligt, til Børnehjertefonden på mail: tombhansen@boernehjertefonden.dk
Mailen skal indeholde navn, alder, adresse, telefonnummer og mailadresse.
Hvis du ønsker yderligere oplysninger, så kontakt Børnehjertefondens daglige leder, Tom B. Hansen, på telefon: 29 29 33 41 eller på ovenstående mailadresse.
Læs desuden mere om Børnehjertefondens arbejde på www.boernehjertefonden.dk
Tilmeld jer allerede nu til Den Store Svømmedag
Ved I allerede nu i svømmeklubben, at I gerne vil afholde Den Store Svømmedag, er der åbnet for tilmelding på Dansk Svømmeunions hjemmeside: tilmeld jer til Den Store Svømmedag
Vi håber, at I vil sprede budskabet i jeres netværk – både om svømmeholdet og ”Den Store Svømmedag” generelt, så vi kan få fyldt både svømmehold og svømmehaller op.
Kontaktperson:
Anna Jørgensen, udviklingskonsulent, e-mail: aj@svoem.dk, mobil: 29 16 09 04.