Hovedstadens Svømmeklub har gemt stopurene væk for at sætte svømmerens udviklingsproces i centrum. Forskning bakker tiltaget op.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentI Hovedstadens Svømmeklub er stopuret ikke længere det naturlige omdrejningspunkt for de yngste konkurrencesvømmere. Beslutningen er truffet for at optimere læring og minimere præstationspres.
”Vi arbejder rigtig meget med refleksion, og derfor har vi ønsket at frigøre os fra det, et stopur kan give af pres – både under træning og i konkurrence,” fortæller Kasper Bertelsen.
Han har i to og et halvt år været talentudvikler i Hovedstadens Svømmeklub og fortæller, at når stopurets tider gemmes væk, ændrer samtalen sig og bliver i højere grad udviklingsorienteret.
”I stedet for at feedbacken bliver låst af en hurtig eller langsom tid, løfter vi blikket og kigger på kvaliteten af svømmerens præstation. Det giver mulighed for at tale om teknik, raceplan, og hvad svømmeren faktisk har præsteret – ikke kun, hvilke tal og decimaler, der står på uret.”

Kasper Bertelsen (til højre) i dialog med klubdirektør i Hovedstadens Svømmeklub Lars Sørensen.
Foto: Hovedstadens Svømmeklub.
Christine Eilertsen er videns- og innovationsansvarlig i SvømDanmark, og hun bifalder det stadig relativt nye initiativ.
”Vi ved fra forskning, at når vi lykkes med at træne børn og unge i at have fokus på processen frem for resultatet, bliver de bedre til at håndtere modgang, når de møder det senere i karrieren som fx junior- eller seniorsvømmer eller i livet generelt. Forskning viser også, at et ensidigt fokus på tider og ranglisteplaceringer øger risikoen for frafald, når tingene ikke lykkes.”
Hun er på dansk svømmesports vegne glad for det nye strategiske tiltag og håber, at andre klubber lader sig inspirere af Danmarks største idrætsforening.
Flyt fokus fra resultat og lad nysgerrigheden vokse
Mens de ældste årgangssvømmere er blevet dus med stopuret og dets værdi, har de yngste kun stiftet bekendtskab med urets funktioner siden sæsonstarten i august.
Når det går løs til DM Årgang på kortbane i Gladsaxe i morgen, bliver det første gang, at fx splittider og frekvenser er en del af evalueringen og trænerens feedback i forbindelse med et mesterskab.
”Vi er nået lagt med at flytte fokus i vores samtaler og feedback med svømmerne, og vi føler nu, at de er modne til at lære at forholde sig til flere af processens udviklingselementer,” siger Kasper Bertelsen.
Et kløgtigt træk af talentudvikleren, understreger Christine Eilertsen.
”Desto mindre fx tider og placeringer fylder, desto mere falder præstationspresset. Det giver plads til nysgerrighed og udvikling – og det er ofte her, svømmerens motivation for at dygtiggøre sig vokser.”

I forbindelse med dansk svømmesports nye organisering i 2024 blev Christine Eilertsen ansat som videns- og innovationsansvarlig.
Tag først stopuret frem, når det giver mening
Motivationen blandt Hovedstadens årgangssvømmere er i top og har efter tiltaget udviklet sig som håbet.
”Det har resulteret i mere nysgerrige svømmere, der i dialogen med trænerne stiller spørgsmål til forskellige aspekter af udviklingsprocessen som fx vending, startspring og vejrtrækning. Tidligere kunne de have svært ved at se udover tiderne på stopuret,” siger Kasper Bertelsen.
I svømmeklubbernes medlemsorganisation, SvømDanmark, glæder Christine Eilertsen sig over det minimerede præstationsfokus.
Børn og unge – heriblandt konkurrencesvømmere – bliver i forvejen målt og vejet rigeligt. Derfor giver det god mening, at vi der, hvor vi selv har kontrol, nedprioriterer fx tider og prioriterer læring.
”Det handler i bund og grund om kultur. Hvad vi gerne vil have svømmerne til at mestre? Skal de blive gode til at kigge på en tid, eller skal de blive gode til at svømme?” slutter hun retorisk.
Begge parter pointerer, at tider er undgåelige i en sport, der er fyldt af ambitiøse og konkurrencelystne atleter, men det er heller ikke målet. Opgaven lægger i at bygge et stærkt fundament, før man begynder at måle præstationer i sekunder og inkludere tider i udviklingsprocessen.
I morgen går det løs til DM Årgang
Hvordan det går svømmerne fra Hovedstadens Svømmeklub og resten af landet til danske årgangsmesterskaber på kortbane, kan du blive klogere på fra i morgen. Her byder SvømDanmark og lokalarrangør, Gladsaxe Svømmeklub, indenfor til tre mesterskabsdage.
Mesterskaberne kan ses live på SvømTV eller fra tribunen i Gladsaxe Svømmehal – klik her.
Hvornår starter konkurrencerne?
Program og resultater kan ses på Swimify
Andet relevant mesterskabsinfo findes på svømmetider.dk