0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Dansk duo har sprunget sammen, siden de var børn – nu er de begge til VM

25-07-2025

For første gang siden VM-start i 1971 er dansk udspring repræsenteret med en kvinde og mand til samme verdensmesterskab.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

I sommeren 2022 var de danske landshold for udspring og high diving samlet til europamesterskaberne i Rom. Udspring var repræsenteret ved Laura Venetia Valore og high diving ved blandt andre Jonas Madsen. To atleter, som har tilbragt mere end 10 år sammen på vipperne – fra lokale danske Trip Trap-udspringsstævner til større internationale klubstævner.

 

De var til samme mesterskab i Rom, men i hver deres sport. Snakken gik: Det ville være fedt at være afsted til udspring sammen. En fælles ambition, som Jonas Madsen ikke lagde skjul på, da SvømDanmarks bestyrelsesformand, Pia Johansen, var forbi det flotte italienske udspringsstadion.

 

Tre år er gået. Tre år, hvor der er prioriteret og fokuseret. Tre år, hvor der er trænet i udlandet, for Laura Venetia Valores vedkommende med det svenske team i Malmø og for Jonas Madsens med det norske team i Bergen.

 

I maj rejste den danske udspringsduo til Antalya i Tyrkiet for at deltage ved EM i udspring – og nu er det tid til VM i Singapore.

 

”Jeg glæder mig helt vildt til at springe i poolen. Den ser så fin ud, og hele stemningen er bare så rar, så jeg tænker, man kun kan få en god oplevelse. Jeg har en forventning om at få en bedre oplevelse end til mit sidste VM, hvor jeg mentalt ikke helt var klar til sådan et stort setup. Men i år føler jeg mig meget bedre forberedt, og jeg glæder mig bare til at springe i vandet,” siger Laura Venetia Valore.

 

Jonas Madsen og Laura Venetia Valore i Singapore.

 

Vippen er den samme i Singapore som i Odense og Lyngby – men…

At deltage ved VM er egentligt som enhver anden konkurrence – man laver sine fem eller seks spring og bliver bedømt herfor. Vippen er en MaxiFlex B, præcis som i Lyngby, Odense, Bergen og Malmø. 

 

Men, til VM er alt bare større! Setuppet fra man bliver hentet i lufthavnen, akkrediteret og indkvarteret. En ny verdensdel, et nyt land, nye skikke og et andet take på maden. Hundredvis af mennesker er involveret i mesterskaberne. Fra udspringere, man har kendt og kæmpet mod i det forgange årti, til store stjerner, som man ikke har delt vippe med før. Dommere og officials, som man kender og hilser på, til nye ansigter fra alle verdenshjørner.

 

”Jeg glæder mig selvfølgelig også helt vildt til at springe i poolen og komme i gang. Det er vildt spændende, og det er den største konkurrence, jeg har været med til, så jeg glæder mig bare til at gøre mit bedste. Mine forventninger er at springe en stabil konkurrence, så vil jeg være glad,” siger Jonas Madsen.

 

Jonas Madsen og Laura Venetia under EM i udspring i år.

 

Samarbejde på tværs af Norden

Antallet af udspringere gør, at der ikke er fri adgang til at træne i poolen – i stedet træner man i nationale grupper. For Skandinavien er det godt, at Norge, Sverige og Danmark træner sammen, for igen har vi et samarbejde indenfor de nordiske lande. Det er et format, vi har prøvet af før, og selvom Finland ikke deltager i år, så kan samarbejdet skabe nogle rammer, som specielt mindre udspringslandshold kan drage stor glæde af.

 

Kort om VM og det danske landshold

Verdensmesterskaberne i udspring foregår fra den 26. juli til den 3. august. Allerede lørdag den 26. juli springer Laura Venetia Valore fra 1 meter vippe. Det sker klokken 04:00 (dansk tid). Samme disciplin er på programmet for Jonas Madsen søndag den 27. juli. Han springer dog allerede 03:00 (dansk tid). 

 

Begge udspringere har erfaring fra den internationale udspringsscene. Laura Venetia Valore har flere europæiske mesterskaber under bæltet og var i fjor med til VM i Doha, mens Jonas Madsen debuterede forrige sommer til EM i Beograd.

 

Laura Venetia Valore repræsenterer Lyngby Udspringsklub af 2002 og træner til dagligt i Malmö Kappsimningsklubb. Jonas Madsen repræsenterer FREM Odense og har siden sommer trænet i norske Bergen.

 

Følg med på Instagram og Facebook, hvor vi kommer til at dække mesterskaberne med billeder, video og reaktioner.

 

KLIK HER eller på billedet se de danske udspringere trænere i Singapore forud for verdensmesterskaberne.


 






Cookieindstillinger