0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Det skal være sjovt at gå til svømning i HEI

28-06-2024

Svømmeskolelederen planlægger en ny sæson, hvor der er mere fokus på læring gennem leg.

Af: Maja Lorentzen, kommunikationskonsulent

”Barnet kan ikke lære at svømme, hvis den eneste grund til at være her er, at mor og far siger, at det skal. Vi er nødt til at motivere barnet til at komme ned i vandet og have det sjovt, og vi er nødt til at skabe et rum, som er trygt og rart at være i.”

 

Sådan lyder det klokkeklart fra HEI Svømnings svømmeskoleleder, Mette Schmidt Rasmussen. Ligesom så mange andre svømmeskoleledere, er hun i disse uger i fuld gang med at afslutte sæsonen og planlægge den næste.

 

I den forbindelse havde hun brug for inspiration. Da hun selv er relativt ny svømmeskoleleder og kommer fra gymnastikkens verden, har hun søgt viden om, hvad børnene skal lære i løbet af en sæson – og samtidigt ønsker hun en mere legende tilgang til svømmeundervisningen i den østjyske klub.

 

”Jeg havde brug for en ramme for, hvad det er, man skal lære, når man starter til svømning, og for mig var det oplagt at søge inspiration i AquaChamp-mærkerne og AquaSchool,” fortæller Mette Schmidt Rasmussen og fortsætter:

 

”Det nytter ikke noget, vi bare sætter ungerne til at svømme 20 baner frem og tilbage for at lære dem crawl. I stedet bør vi se på, hvordan vi kan lege de her bevægelser ind i kroppen på dem og derigennem forbedre deres crawlsvømning. Hvis barnet har haft en halv time i vandet, hvor det har været sjovt og lærerigt, barnet har været sammen med nogle søde kammerater og synes, at træneren er lidt sej – så har vi ramt rigtigt, fordi så har barnet lyst til at komme igen.”

 

Læs også: Hele historien om de nye AquaChamp-mærker

 

Nye kompendier til hvert niveau over en sæson

HEI’s forårssæson slutter om tre uger, og derfor har Mette Schmidt Rasmussen introduceret AquaChamp for sine trænere. De kan nemlig bruge det som værktøj til at vurdere, hvilket hold svømmerne skal fortsætte på.

 

Samtidig har hun taget hul på planlægningen af den nye sæson med inspiration fra de nye øvelser i AquaChamp-mærkekonceptet og øvelserne i AquaSchool. Hun har udviklet en række svømmekompendier til sine trænere, der er skræddersyet til hvert niveau i svømmeskolen og indeholder forslag til lege og øvelser i hver eneste uge i forårs- og efterårssæsonen.

 

”Jeg har opbygget kompendierne sådan, at når sæsonen er slut, skal børnene for eksempel kunne bestå haj-mærket. Det vil sige, at i løbet af sæsonen så arbejder vi hen imod, at de skal kunne de seks øvelser. Så udgangspunktet var: Hvordan kan vi så lege med de øvelser i de 20 uger, der går op til sæsonafslutningen?” forklarer Mette Schmidt Rasmussen.

 

Hun understreger dog, at kompendierne i sig selv ikke kan stå alene. Der ligger stadig et arbejde i at vejlede de unge trænere.

 

”De skal lære, at de er nødt til også at kigge på, hvad det er for nogle svømmere, de har på holdet den dag. Er de anderledes, end de var i sidste uge? Og hvor stor spredning er der på niveauet? Det er ikke noget, man kan forvente af trænere, der lige har været på en grunduddannelse og er 15 år gamle,” siger Mette Schmidt Rasmussen.

 

Opstartsdag med trænerne i den nye sæson

Derfor har svømmeskolelederen planlagt en fælles opstartsdag i svømmehallen med alle trænerne i starten af den nye sæson, hvor de skal undervise hinanden og bagefter give hinanden feedback.

 

”Det er også en mulighed for mig til at teste af, om der er nogle ting, jeg har overset i udviklingen af kompendierne. Både i forhold til om der er nogle ting, der ikke giver mening, når man så faktisk står i svømmehallen – men også om der er ting, der er svære at få ind under huden hos de unge trænere,” forklarer Mette Schmidt Rasmussen og uddyber:

 

”Det kræver supervision og vejledning, og det er så min rolle som svømmeskoleleder at hjælpe dem. Det er et stort stykke arbejde, men vi gør det jo, fordi vi tror på, at det kan hæve kvaliteten i hele vores svømmeskole – og forhåbentlig også tiltrække flere børn og deres forældre.”

 

Find inspiration i AquaChamp og AquaSchool

Mangler du også inspiration til undervisningen i den nye sæson? Så kan du ligesom Mette Schmidt Rasmussen finde masser af øvelser og lege til forskellige niveauer i svømmeskolen ved at bruge AquaChamp og AquaSchool.

 

De nye AquaChamp-mærker er landet i SvømDanmarks webshop, og du kan også hente inspiration i underviserguiden.


 






Cookieindstillinger