Casper Puggaard er den ene af to danskere med titler fra VM for juniorer på CV’et. Til Danish Open håber han for alvor at tage hul på seniorkarrieren.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentDanish Open er et af årets store højdepunkter - og i år er ingen undtagelse.
Bellahøj Svømmestadion er totalt udsolgt, og med kvalifikationer til fire internationale mesterskaber, heriblandt de Olympiske Lege i Paris, er der lagt op til et kæmpe svømmebrag.
”Det er en stor drøm at kvalificere mig til OL og præstere på den scene mod verdens allerbedste. Jeg har haft en god optakt, og med udsigt til den fede kulisse på hjemmebane kommer jeg 100 procent til at svømme efter det – særligt med tanke på, at OL kun afholdes hvert fjerde år,” siger Casper Puggaard.
Selvom landsholdssvømmeren fra Hovedstadens Svømmeklub allerede har skrevet sig ind i dansk svømmesports historiebøger ved at vinde medaljer til både verdensmesterskaberne og europamesterskaberne for juniorer, har han fortsat sit første internationale seniormesterskab til gode.
Derfor kunne man fristes til at tro, at han i første omgang havde øjnene rettet mod kvalifikationen til EM på langbane, men den 19-årige svømmer sigter endnu højere, hvilket er meget karakteristisk for ham.
”Jeg er ikke bange for at sætte ambitiøse mål, så længe min træner og jeg finder målene realistiske, og jeg viser tegn på at kunne nå og indfri dem til træning og konkurrencer. Sådan har jeg arbejdet hele min karriere, og jeg tror, det har været stærkt medvirkende til de bedrifter, jeg har præsteret indtil nu.”
Vil svømme mod strømmen
Som junior opnåede Casper Puggaard stort set alt, hvad man kan opnå. Individuelt vandt han fire VM-medaljer, heraf to af guld samt fire EM-medaljer, heraf tre af guld. Dertil er han indehaver af tre danske juniorrekorder.
Præstationer og resultater som han er meget stolt af.
”Det er klart, jeg lykkedes med mange ting i min juniortid. Forhåbentlig er der meget mere i vente – og Danish Open vil være et godt sted at starte med at vise glimt af det,” siger Casper Puggaard.
Han er denne sæsons eneste mandlige islæt på SvømDanmarks landshold, og han håber med sine præstationer og kontinuerlige udvikling at vise vejen for flere.
”Jeg har set mange stoppe deres svømmekarriere efter lovende juniorår – særligt herrer. Den tendens vil jeg gerne være med til at ændre, så der bliver flere mandlige svømmere, man kan spejle sig i og se op til som ung.”
Hvis det skal lykkes, er han meget bevidst om, at det kræver, han fortsætter med at udvikle og forbedre sig. Derfor går han meget minutiøst til værks og har aldrig et træningspas, hvor han bare ’bader’ for at bruge en klassisk svømmeterm.
”Hvert træningspas har et formål, der understøtter min udvikling, og det jeg skal forbedre for at blive hurtigere. Formålet står ikke nødvendigvis skrevet på tavlen eller programmet, men jeg har det i hovedet, så jeg ved, hvad jeg skal arbejde på i forskellige tekniske øvelser, serier med ben eller i sprint,” fortæller Casper Puggaard.
Om og hvor meget landsholdssvømmeren har udviklet sig siden sidste topning, får vi en forsmag på allerede torsdag. Her har han sin første start til Danish Open, når det gælder herrernes 100 meter butterfly.
OL-kravet lyder på 51 sekunder og 67 hundrededele. Skal det indfries, skal Jakob Ankjærs 15 år gamle danske rekord på distancen slås. Den lyder på 52 sekunder og 9 hundrededele.