SvømDanmarks juniorlandstræner gør status og evaluerer den danske indsats til VM Junior.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentSvømDanmark var i den forgangne uge repræsenteret med Casper Puggaard, Jonas Gaur og Kristine Nilsson Norby til verdensmesterskaberne på langbane for juniorer i Israel.
Trioen var tidligere på sommeren med til at svømme juniorlandsholdet i historiebøgerne under EM Junior, og de fortsatte historieskrivningen til verdensmesterskaberne for juniorer. I Israel blev det til to medaljer af guld og en af sølv, hvilket overgår juniorlandsholdets medaljehøst fra i fjor i Peru, hvor det blev til to bronzemedaljer.
”Alle tre har virkelig gjort det godt, og jeg er meget tilfreds med, at de alle udvikler sig og bygger videre på præstationerne fra EM Junior med en eller flere personlige rekorder. Det er en værdifuld egenskab at mestre med henblik på at tage næste skridt og etablere sig på vores landshold for seniorer,” siger juniorlandstræner i SvømDanmark, Thomas Stub.
Casper Puggaard fra Hovedstadens Svømmeklub, Jonas Gaur fra AGF Svømning og Kristine Nilsson Norby fra Gentofte Svømmeklub kvalificerede sig alle til mindst en individuel finale, og det var netop et af formålene med juniorlandsholdets VM-deltagelse.
”Vi var i Israel for at konkurrere mod hele verden og blive den oplevelse rigere. Derfor glæder det mig, at det både blev til flere semifinaler og finaler. At to af finalisterne så toppræsterer og svømmer sig til podieplaceringer, er noget særligt for dansk svømmesport og fortjener stor anerkendelse. Det kræver noget specielt at præstere på den store scene – og sågar at vinde. Det er erfaringer, som de unge atleter kommer til at kunne trække på videre i deres karrierer,” siger Thomas Stub.
Juniorlandsholdet til VM Junior 2023: Kristine Nilsson Norby, Jonas Gaur og Casper Puggaard.
Foto: SvømDanmark.
VM Junior 2023 i tal
Tre medaljer
Fire individuelle finaler
Fire danske juniorrekorder
Samlet PR-% på 44,44
Relevante links