0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Thomas Stub bliver landsholdschef i SvømDanmark

19-01-2024

Den nu tidligere talentansvarlige og juniorlandstræner har sagt ja til rollen, fordi han ser særdeles spændende perspektiver i den nye organisering, som er gearet til virkeligheden med stærke klubmiljøer.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

Han kender dansk svømmesport bedre end de fleste. I næsten 30 år har Thomas Stub været involveret i sporten – de seneste ni år som talentansvarlig og juniorlandstræner i SvømDanmark. 

 

Som led i den nye organisering af dansk svømmesport ændrer hans titel sig til landsholdschef, og han bliver ansvarlig for at skabe en rød tråd på tværs af alle forbundets svømmelandshold. 

 

“Jeg glæder mig til at komme endnu tættere på landsholdenes atleter og beskæftige mig med deres individuelle udviklingsplaner. I samarbejde med atleterne, deres daglige trænere og SvømDanmarks nye team, skal jeg være med til at identificere atleternes udviklingsområder og forstå deres hverdag. Alt sammen med henblik på at fastholde dem i sporten og hjælpe dem med at opnå deres fulde resultatpotentiale,” siger Thomas Stub. 

 

SvømDanmarks landsholdschef, Thomas Stub, ser et stort potentiale i dansk svømmesports nye organisering.

Foto: Michael Vienø.

 

Flere og nye specialister bringes i spil 

Dansk svømmesports nye organisering sker på baggrund af et flerårigt strategiarbejde, der har videreudviklet strategien for International High Performance. Det har resulteret i en omorganisering for at kunne eksekvere på strategien.  

 

“Det er ambitiøst og en helt ny måde at tænke performance og talentudvikling på. Som team rummer vi nu de faglige kompetencer, der skal til for at understøtte udviklingen hos vores stærke træningsmiljøer. Setuppet kommer til at skabe værdi her og nu samt fremadrettet,” siger Thomas Stub. 

 

Tidligere har SvømDanmark trukket i eksterne eksperter, når det kom til at løfte områder som performance, uddannelse mv. Med den nye organisering råder man internt over faglighederne. 

 

“Der er aldeles spændende perspektiver i den nye organisering, der gearer os til den virkelighed, som dansk svømmesport står overfor. Nu kan vi i endnu højere grad understøtte udvikling og performance – lige fra vores talentudviklingsmiljøer til de træningsmiljøer, der leverer atleter til vores landshold,” runder den nye landsholdschef af. 

 

Thomas Stub får som landsholdschef følgende arbejdsområder: 

  • Øverst ansvarlig for alle svømmelandshold

  •    Junior, udvikling og senior

  •    Udtagelseskriterier og aktiviteter

  •    Udviklingsplaner for svømmere

  • Deltagelse ved de fleste internationale mesterskaber 

  • Kontakt med Team Danmark og dansk svømmesports øvrige samarbejdspartnere 

 

Dansk svømmesports nye organisering 

SvømDanmark indleder et spændende svømmeår med at præsentere sine medlemsklubber og omverdenen for en ny organisering af dansk svømmesport. Læs mere om den nye organisering her. 

  

Den nye organisering medfører blandt andet, at Lars Robl skifter titlen som elitechef ud med High Performance Advisor. Den historie finder du her. 

 

Derudover bliver tidligere OL-guldvinder Pernille Blume mentor for Danmarks bedste svømmere og trænere. Læs mere her.  

 


 






Cookieindstillinger