0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Pernille Blume vender tilbage til dansk svømmesport

18-01-2024

Det gør hun som mentor for svømmesportens bedste svømmere og trænere.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

Tidligere OL-guldvinder og mangeårig landsholdssvømmer Pernille Blume træder ind som mentor for de bedste svømmere og trænere i dansk svømmesports nye organisering

 

”Dansk svømmesport er i en rivende udvikling, som jeg glæder mig til at komplementere med mine kompetencer og min viden. Jeg er sikker på, at mine input kan bidrage positivt til den kulturændring, som lige nu finder sted med den nye organisering og på tværs af landsholdene,” siger Pernille Blume. 

 

Den forhenværende verdensstjerne havde efter sit karrierestop brug for et pusterum til at finde ud af, hvad livet skulle byde hende. Men da muligheden for at vende tilbage til dansk svømmesport pludselig opstod, var betænkningstiden kort. 

 

”Der er kommet mange nye mennesker til, som virkelig vil SVØM – og så er det jo bare om at hoppe med på toget, når muligheden byder sig. Organisationen og svømmesporten har efter en turbulent tid fået et blakket ry, og det narrativ vil jeg gerne være med til at ændre indefra, hvor jeg kan bringe mine erfaringer og værdier i spil,” siger Pernille Blume.

 

Pernille Blume bliver på ny en del af dansk svømmesport. Det gør hun som mentor for de bedste svømmere og trænere.

Foto: Privat foto & Patrick Kraemer

 

Knowhow og værdifulde erfaringer 

Da Pernille Blume indstillede sin karriere tilbage i oktober 2022, løftede SvømDanmarks daværende sportschef sløret for, at man agtede at holde på svømmestjernen i en ny rolle. Ønsket skyldes, at dansk svømmesport de seneste år har gennemgået et større generationsskifte, og et strategisk analysearbejde har fastslået, at sporten har mistet en masse viden om International High Performance i transitionen. 

 

”Vi står med et kæmpe resultatpotentiale, men vi mangler viden, når det kommer til at præstere på den største scene. Alle de vigtige erfaringer, dansk svømmesport har gjort sig gennem årerne, har man ikke fastholdt, og derfor står vi overfor at skulle skabe en ny præstationskultur. De første skridt har vi taget, men for at støtte processen og komme helt i mål, har vi brug for input og viden fra personer, der allerede har stået der, hvor vi gerne vil hen,” siger Lars Robl, High Performance Advisor i SvømDanmark. 

 

Pernille Blume genkender billedet, som har været en af de største motivationsfaktorer for at blive en del af svømme-Danmark på ny. 

 

”Jeg vil rigtig gerne være med til at videreudvikle kulturen på landsholdene og styrke relationerne mellem svømmere og trænere. Selvom svømmesporten er individuel, kan det stadig være en holdsport – og det er bare lettere at toppræstere som en del af en enhed med en stærk holdånd, hvor alle hjælper og støtter hinanden,” siger Pernille Blume. 

 

Pernille Blume kommer til at agere mentor og sparringspartner for svømmere og trænere. I første omgang for dem med OL-potentiale i forbindelse med daglige træningspas, træningslejre og konkurrencer/mesterskaber. Derudover bliver hun også tilknyttet det Team Danmark-støttede projekt, Next Generation Coaches, som skal udvikle fremtidens trænere til dansk svømmesport. Endvidere vil hun komme til at agere mentor for gruppen af potentielle High Performance-atleter i den svære transition fra junior til senior. 

 

Dansk svømmesports nye organisering

SvømDanmark indleder et spændende svømmeår med at præsentere sine medlemsklubber og omverdenen for en ny organisering af dansk svømmesport. Den nye organisering kan du læse mere om her.

 

Den nye organisering medfører blandt andet, at Lars Robl skifter titlen som elitechef ud med High Performance Advisor. Den historie finder du her.

 

 


 






Cookieindstillinger