0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Esbjerg Svømmeklub jubler over SvømDanmarks nye officialgrunduddannelse

16-10-2023

Uddannelsen imødekommer frivillige og klubbers behov for fleksibilitet, ifølge klubchef Mikkel Møller.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

SvømDanmark offentliggjorde forrige mandag Officialgrunddannelsen. En fusion af modul 1 og modul 2 samt tilføjelse af nyt moderne undervisningsmateriale med masser af praktiske videoeksempler. 

 

Interessen for den nye uddannelse er allerede stor – også hos Esbjerg Svømmeklub, der er en blandt flere foreninger, der har fuldt sammenlægningen nøje, og klubledelsen lægger ikke skjul på sin begejstring.  

 

”Vi mærker stor opbakning fra forældre, der gerne vil uddanne sig som officials, men som også har andre ting at bekymre sig om i en travl hverdag. Så for det første glæder vi os over, at sammenlægningen slår to fluer med et smæk, øger den enkelte officials faglighed og gør nye officials klar til deres første stævne fra day one,” siger klubchef Mikkel Møller og uddyber: 

 

”For det andet har vi som klub brug for fleksible uddannelsestilbud, så vi kan uddanne officials hurtigere. De fleste af de svømmestævner, klubbens hold deltager i, bruger færre og færre modul 1’ere, mens der efterspørges flere og flere modul 2’ere. Derfor har vi et behov for hurtigere at kunne uddanne modul 2 officials, og det ønske opfylder sammenlægningen til fulde.” 

 

Visualisering af sammenlægningen af modul 1 og modul 2 til den nye officialgrunduddannelse. 

 

SVØM har succes med at digitalisere sine uddannelser 

Med henblik på at gøre sine uddannelser mere tilgængelige og tidssvarende lancerede SvømDanmark tilbage i november 2021 modul 1 digital. Fra lanceringen og et år frem blev der uddannet 710 nye officials digitalt, mens der i samme periode blev uddannet 193 nye officials via den fysiske modul 1-uddannelse, der blev udfaset ved udgangen af 2022.  

 

”Efterspørgslen efter vores digitale uddannelsestilbud er stor, og dagsdato har vi afholdt 68 digitale modul 1-uddannelser og uddannet 1.365 nye officials,” siger Rasmus Staugaard Jensen, der er digital læringskonsulent hos SvømDanmark, og uddyber:  

 

“Vi ser hele tiden på, hvordan vi kan udvikle vores eksisterende uddannelsestilbud og tilbyde nye uden at gå på kompromis med kvaliteten. Vi skal være relevante for så mange som overhovedet muligt, og vi er derfor meget opmærksomme på vores medlemsklubbers behov. I vores tætte dialog hører vi flere steder ønske om mere fleksible uddannelsesmuligheder, og det føler vi, den nye officialgrunduddannelse tager højde for.” 

 

Samarbejdsvillige og serviceorienterede medarbejdere møder de også i det vestjyske hos Esbjerg Svømmeklub, når det kommer til uddannelser og kurser. Klubchef Mikkel Møller siger: 

 

”Der er fuld tilfredshed, og vi har et godt forhold til uddannelsesteamet. De er lette at komme i kontakt med, og de er hurtige til at imødekomme vores behov og få oprettet relevante kurser. Vi ser meget frem til udrulningen af Officialgrunduddannelsen.”

 

Kort om SvømDanmarks officialuddannelser 

  • Den nye officialgrunduddannelse fusionerer modul 1 og modul 2 – læs mere her

  • Modul 1 digital udbydes fortsat i sit kendte format, men mindre hyppigt – læs mere her

  • Modul 2 udbydes fortsat i sit kendte format, men udfases til sommeren 2024 – læs mere her

 

Den nye grunduddannelse for officials er klar til at køre fra november, hvor både nye og allerede oprettede modul 2-uddannelser kan afvikles som den nye Officialgrunduddannelse. Kontakt vores uddannelsesteam på telefon: 43440102 eller mail kursus@svoem.dk og hør nærmere. 

 

Thumbs up. Officialgrunduddannelsen er køreklar fra november.


 






Cookieindstillinger