Seks svømmere udgør den faste træningsgruppe på NTC, hvor landshold- og klubsvømmere ofte supplementstræner.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentEn dybdegående analyse af Det Nationale Træningscenter (NTC) er en strategisk prioriteret indsats i strategien for International High Performance i dansk svømmesport.
I øjeblikket er SvømDanmarks sportsafdeling flankeret af en rådgivende arbejdsgruppe bestående af flere af landets trænere i gang med analysearbejdet af NTC og dets fremtidige rolle. Den første del af analysen forventes færdig ultimo september, og i forbindelse med præsentationen af sæsonens NTC-svømmere, løfter elitechef Lars Robl lidt af sløret for den igangværende analyse.
”Hvordan skal NTC udvikle sig henimod 2028 for at være et Internationalt High Performance-træningsmiljø for Danmarks bedste svømmere og trænere?” spørger Lars Robl retorisk og uddyber:
”Det er opgaven, jeg i samarbejde med en den rådgivende arbejdsgruppe er i færd med at undersøge. Allerede nu kan jeg med afsæt i analysearbejdet dog slå fast, at dansk svømmesport skal have et miljø, der lever op til de krav og kriterier, der stilles til et Internationalt High Performance-træningsmiljø, som kontinuerligt skal kunne udvikle atleter til verdenstoppen og være attraktivt for Danmarks bedste svømmere og trænere. Hvordan vi når derhen, er essensen af det arbejde, der pågår. Det er en to-faset analyse, hvor første delanalyse omfatter udviklingen frem til ultimo januar 2024 og anden delanalyse omfatter udviklingen frem til ultimo 2028.”
I forrige sæson steg trafikken på Det Nationale Træningscenter stødt med besøg fra svømmere og trænere landet over. Opholdene varierer i karakter, da nogle benytter centerets videofeedback-system, mens andre nyder godt af at blive matchet mod de daglige NTC-svømmere.
”NTC skal være med til at øge sammenhængskraften på tværs af dansk svømmesport, og det er de mange forskelligartede besøg eksempler på, vi er godt på vej til at lykkes med,” siger Lars Robl og fortsætter:
”Det er en omfattende og ressourcekrævende “operation” at opbygge et reelt Internationalt High Performance-miljø. Vi har imidlertid ikke råd til at spilde tiden, hvorfor det lige nu drejer sig om at etablere et udviklende miljø, hvor de bedste atleter og trænere på daglig basis bidrager til udviklingen.”
“Det er fortsat ambitionen at have en fast træningsgruppe på NTC bestående af svømmere med International High Performance-niveau, men vi har også et ønske om flere formaliserede og gensidigt forpligtende aftaler med svømme, trænere og klubber, om at tilknytte dem NTC i større eller mindre omfang. Alt sammen med tanke på at få mest muligt ud af hinandens viden og kompetencer samt de ressourcer, Team Danmark stiller til rådighed i form af deres specialister,” slutter Lars Robl, der glæder sig til at kunne præsentere den første delanalyse af NTC senere på måneden.
Det Nationale Træningscenter
Fra venstre: Nicolaj Poulsen (fysisk træner), Victoria Bierre, Signe Bro, Emilie Beckmann, Julie Kepp Jensen,
Kasper Bonnichsen, Naya Modin Thomsen og Jon Langberg (NTC-træner).
Nye ansigter på Det Nationale Træningscenter er i denne sæson Signe Bro og Victoria Bierre, mens Amalie Mikkelsen er flyttet til Stokholm og blevet en del af det svenske elitecenter. Herom siger NTC-træner Jon Langberg:
”Det er glædeligt at få to topsvømmere tilbage på NTC. Begge har været ude at gøre sig nogle erfaringer i stærke træningsmiljøer i ind- og udland, og jeg er nysgerrig på, hvordan vi kan lære af deres oplevelser. Deres tilbagevenden kommer til at hæve niveauet i vores daglige træning, og socialt kommer de også til at supplere den eksisterende gruppe. Det er et rigtig stærkt hold, og jeg er sikker på, vi går en spændende sæson i møde.”
”Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Amalie og følge hendes udvikling som atlet og menneske. I bassinet og på kanten vil hun blive savnet, men hun fik en interessant mulighed for at prøve sig af i Sverige, og jeg ønsker hende alt det bedste.”
Hvad er Det Nationale Træningscenter?
Det Nationale Træningscenter (NTC) er et træningsmiljø støttet af Team Danmark og SvømDanmark på Bellahøj Svømmestadion. NTC er dansk svømmesports flagskib for International High Performance, og åbenhed samt vidensdeling overfor landets træningsmiljøer er en central del af centerets virke.
På en social- og samfundsmæssig ansvarlig måde skal NTC kontinuerligt have et stærkt træningsmiljø med henblik på at udvikle svømmere til internationalt niveau. Centeret er et træningstilbud for Danmarks bedste svømmere og trænere, der ønsker et permanent eller kortere ophold.
Er man interesseret i at blive en del af træningsgruppen på NTC eller supplementstræne, skal man som træner og svømmer ikke tøve med at kontakte NTC-træner Jon Langberg (jla@svoem.dk) eller elitechef i SvømDanmark Lars Robl (lch@svoem.dk).
Læs mere om Det Nationale Træningscenter her.