Det er endnu uklart, hvordan og hvornår børn og voksne kan komme i gang.
Af: Simon Bro AndersenDansk Svømmeunion håber på baggrund af gårsdagens politiske aftale, at medlemmerne snart kan vende tilbage til vandet. Aftalen giver dog også grund til bekymring, da det endnu ikke står klart, hvordan og hvornår børn og voksne kan komme i gang.
”Vi er positive over, at indeidrætten endelig indgår i planen for genåbning. Men vi har været lukket ned længe nu, og det er fortsat ikke helt klart, hvornår og hvordan vi kan komme i gang. Vi er der nu, hvor der kan være en berettiget bekymring for, at den langsomme genåbning vil blive et problem for folkesundheden”. Sådan siger direktør for Dansk Svømmeunion, Merete Riisager, efter udmeldingen om, at indeidrætten skal genåbne langsomt hen over forår og sommer og uddyber:
”Vi har omkring 190.000 medlemmer, der har været tørlagte i mange måneder nu. Det udgør et selvstændigt problem for folkesundheden, at så mange mennesker ikke kan dyrke en sport, der styrker kroppen og giver glæde, mening og fællesskab.”
Dansk Svømmeunion har været i tæt kontakt med partier på tværs af den politiske midte i forsøget på at påvirke den politiske dagsorden. Merete Riisager udtaler på den baggrund:
”Jeg vil gerne takke de partier, der har talt idrættens og børnenes sag – især SF og K. Det er dog stadig vigtigt, at vi ser den nuværende situation som en helhed, hvor det også tages i betragtning, at det har en negativ effekt på sundhed og trivsel, når vi ikke kan komme i gang.”
Den overordnede plan er et skridt i den rigtige retning. Direktøren lægger dog ikke skjul på, at det også giver anledning til fortsat hårdt arbejde fra unionens side og udtaler:
”Vi ser frem til genåbning for børn og unge i april, men der er fortsat mange usikkerhedsfaktorer. Derfor vil vi vedblive at gøre opmærksom på, at foreningslivet skal prioriteres, så vi ikke kommer til at se alvorlige og målbare følger af den lange nedlukning, der sætter sig i kroppen hos danskerne.”
Dansk Svømmeunion arbejder på en corona-sikker genåbning af klubberne og svømmesporten. Vi håber at få vores børn og unge i gang igen i april og de mange voksne, der har glæde af svømmesporten, snarest derefter.
Planen for genåbning af indendørsidrætten sker i følgende tre etaper:
For yderligere spørgsmål vedrørende corona-retningslinjer, kontakt da corona@svoem.dk