Rasmus Nickelsen er faldet godt til i Helsingør Svømmeklub, hvor han oplever stor opbakning.
Af: Klaus Bach ChristensenAfstanden er større end tidligere mellem svømmerne på bassinkanten i Helsingør Svømmeklub, hvor træningen for førsteholdet så småt skal til at starte. Den coronasikrede afstand ændrer dog ikke på, at landsholdssvømmer Rasmus Nickelsen er omgivet af mange af sine bedste venner.
- Jeg elsker at træne, og jeg elsker endnu mere at træne med andre, som jeg kan godt lide og er i konkurrence med. Som for eksempel Frederik Møller og Nicklas Östman samt nogle af de andre drenge, jeg konkurrerer med heroppe. Det kan godt give lidt konkurrence til træning, men det er bare gode venskaber og en træningskultur, som er superfed at være en del af, siger Rasmus Nickelsen.
Den 17-årige svømmer skiftede i sommers til Helsingør Svømmeklub fra Herlev Svømning, hvor han i løbet af 2019 viste sig flot frem. Det resulterede blandt andet i to medaljer ved European Youth Olympic Festival (EYOF) og tre individuelle danske juniorrekorder. I godt og vel tre måneder har han været en del af Helsingør Svømmeklub, og klubskiftet har overrasket ham positivt.
- Jeg er faldet supergodt til. Personerne heroppe af virkelig søde. Alle er villige til at sørge for, at os svømmere, der kommer langt væk fra, får de bedst mulige rammer for at kunne være glade og trives. Klubbens ledelse vil os det bedste, og det har hurtigt fået mig til at føle mig tilpas, siger Rasmus Nickelsen og uddyber:
- Jeg snakkede med en del på holdet inden skiftet, så jeg er kommet på hold med endnu flere af mine rigtige gode venner. Der er også kommet nogle ældre på holdet, som stadig går på Falkonergårdens Gymnasium, hvor jeg også går i skole, så det er skønt, at vi kan køre sammen mellem træning og gymnasium.
For et års tid siden var den unge landsholdssvømmer ved at forberede sig til EM Kortbane i Glasgow, hvor han i sin debut ved et internationalt mesterskab blandt andet formåede at svømme sig til en EM-semifinaleplads på 50m butterfly og dansk rekord på 4x50m holdmedley.
Her et år efter er fokus i første omgang rettet mod coronaudgaven af DM, mens det helt store sæsonmål lader vente på sig.
- Det er nemt at stå her og sige, at jeg nok skal svømme hurtigt til DM, men jeg føler, at jeg står rigtig godt, og jeg glæder mig til at se, hvad jeg kan. Vi havde en træningslejr i Ikast, hvor vi virkelig svømmede godt til, og jeg har på det sidste svømmet nogle hurtige tider, fortæller Rasmus Nickelsen inden han færdiggør:
- Mit helt store mål er at kvalificere mig til OL. Så det er det eneste fokus, som jeg sådan set har lige nu. Jeg træner derudaf, og så satser jeg på, at det hele snart bliver bedre.
Se hvordan det gik Rasmus Nickelsen ved EM Kortbane i Glasgow her.
Foto: Patrick Kraemer.
Slås du med motivationen?
Det er ingen hemmelighed. Coronavirussens udbredelse og hærgen har haft stor indvirkning på svømmesporten. I sidste uge meddelte Dansk Svømmeunion til stor glæde, at både DM-K og DMJ-K afholdes i december. Rasmus Nickelsen fortæller her, hvordan han har tacklet den lange og usikre tid.
- Der er lys for enden af tunnelen, og det hele skal nok blive godt igen. Jeg har fokuseret på min træning og prøvet at fokusere på nogle steder, hvor jeg normalt ikke har tid til at fokusere. Jeg har prioriteret min familie, hygget mig med vennerne og brugt mere tid på skolen. Jeg håber, det kan give jer blod på tanden igen – det har jeg i hvert fald fået – og så skal vi bare ud at svømme hurtigt, som er det, vi er her for.