Der var stort bifald fra det fyldte svømmestadion på Bellahøj i forbindelse med afsløringen af de to flotte trænerpriser forud for fredagens finaler ved Danish Open.
Det var formand for Dansk Svømmetræner Sammenslutning (DSTS), René Thomsen, der sammen med Dansk Svømmeunions sportschef, Lars Green Bach, stod for overrækkelserne ved bassinkanten.
Årets Træner 2018 er Winnie Faber fra H2Odense
Om Winnie Faber fortalte DSTS’ formand, at hun har opnået store resultater med sine svømmere i H2Odense. Hun har således over de seneste år løftet niveauet markant i klubben. Hun er ikke bare en god træner, men også god til at forstå, at de sociale aspekter spiller en stor rolle. Udviklingen og kvalifikationen af Anna Wermuth, Matilde Schrøder og Laura Glerup Jensen til EM på kortbane er Winnies mest markante resultater i det forgangne år. Kun en af de tre svømmere havde tidligere deltaget ved et internationalt mesterskab.
Winnie Faber har atter fået sat Odense på svømmelandkortet med et hold bestående af mange lovende svømmere.
En velfortjent hæder og en stor anerkendelse af den erfarne træners flotte resultater i Odense.
En rørt Winnie Faber takkede for de smukke ord og den ærefulde hæder og tog storsmilende imod det fysiske bevis på prisen, en smuk bronzestatuette samt blomster.
- Jeg troede slet ikke at jeg ville komme i betragtning til denne pris med de dygtige øvrige nominerede jeg var oppe imod. Så jeg er dybt overrasket og meget rørt og glad over denne pris. Samtidig vil jeg også sige, at jeg er meget beæret over at modtage prisen som kvinde iblandt de mange dygtige mandlige trænerkollegaer, jeg har, der har valgt at stemme på mig. Det føler jeg er en helt særlig anerkendelse af mit arbejde (oversat fra engelsk, red.).
Årets Årgangs-/Juniortræner 2018 er Jon Langberg fra startfællesskabet A6
Aftenens anden trænerpris, Årets Årgangs-/Juniortræner 2018, gik til Jon Langberg, der har ført Julie Kepp Jensen til, i sin juniortid, at have vundet fem EM Junior medaljer og sænket en række danske juniorrekorder. Julie nåede i sin juniortid at svømme EM Junior, VM Junior, EM kortbane, EM langbane, VM kortbane og ikke mindst de Olympiske Lege i Rio, hvor hun var den yngste danske atlet.
Julie fik en flot start på seniorkarrieren, da hun ved EM på kortbane på dansk hjemmebane i december svømmede sig til en fjerdeplads på 50 ryg kun 0,02 sekunder fra en medalje og 0,03 sekunder fra den danske seniorrekord.
Jon står desuden bag udviklingen af en række andre dygtige svømmere og har i A6 skabt et hold, der i bassin og åbent vand kæmper med blandt de aller bedste.
(A6 er et startfællesskab mellem JGI - Jyllinge-Gundsømagle Idrætsforening - samt Laksen i Ølstykke og SLSK Slangerup).
Det var en glad og stolt træner, der ved bassinkanten i Bellahøj Svømmestadion takkede for prisen.
- Mange tak for prisen. Den betyder rigtig meget for mig, særligt fordi den beror på en afstemning iblandt mine trænerkollegaer rundt omkring i landet. Jeg vil gerne sige tak til alle mine svømmere, som gør det muligt for mig at lave de resultater, som jeg er blevet indstillet på baggrund af.
Jon Langberg og Winnie Faber oven på hædren i Bellahøj Svømmestadion fredag aften med bronzestatuetter og buketter som det fysiske bevis på den flotte hæder. Copyright: Jesper Nielsen - STTFOTO.
Forud for aftenens to udnævnelser har været en proces hvor først alle interesserede har fremsendt indstillinger til DSTS. Dernæst har faglige udvalg vurderet de indkomne indstillinger og udvalgt fire kandidater til begge priskategorier. Herefter har medlemmer af DSTS afgjort udfaldet blandt de nominerede via afstemning.
Ovennævnte to trænerpriser overrækkes hvert år i samarbejde mellem DSTS og Dansk Svømmeunion.
Se de tidligere års modtagere af priserne her.