Resultater fra onsdagens heats til EM Langbane.
Af: Klaus Bach ChristensenOtte danskere skulle onsdag formiddag i aktion til europamesterskaberne på langbane i Paris efter en tirsdag aften, hvor Oliver Søgaard-Andersen fra Hovedstadens Svømmeklub i ny dansk rekord blev nummer 13. i 100m fri, og Martine Damborg fra KVIK Kastrup svømmede sig til en 16. plads i 50m butterfly.
200m frisvømning
Schastine Tabor fra Hovedstadens Svømmeklub var første dansker i vandet onsdag formiddag. Efter et veldisciplineret løb slog hun ind som heatets første i tiden 2.01.02 – personlig rekord med lidt mere end et sekund. Tabor bliver nummer 30.
100m butterfly
Fire herrer var til start, og Lukas Peacock fra Gladsaxe Svømmeklub lagde fra land med en ny personlig rekord 53,91 (en forbedring på 0,02 sekund). EM-debutanten slutter på en 51. plads.
”Det var et meget godt løb. Jeg følte mig godt tilpas inden løbet og havde regnet med en lidt større pr – men en pr tager jeg gerne med,” siger han.
Mathias Christensen fra KVIK Kastrup svømmer sig til en 48. plads i tiden 53.78, mens Rasmus Nickelsen fra Hovedstadens Svømmeklub bliver nummer 37 i tiden 53.25.
Casper Puggaard fra Hovedstadens Svømmeklub leverer årsbedste tid 52,11 sekunder og er marginalt fra at avancere til semifinalerne på reglen om nationspladser. Han ender på en 19. plads.
50m rygsvømning
Lige uden for semifinalerne ender også Emma Brogaard Krogh fra AGF Svømning – igen på reglen om nationspladser. I ny personlig rekord med 0,04 sekund bliver hun nummer 21 i tiden 28,68 sekunder.
“Jeg havde håbet på lidt mere, men jeg kan kun være tilfreds med, det er personlig rekord, så det er jeg virkelig glad for. Mine forældre var også på tribunen, så det er ekstra dejligt at dele sådan en oplevelse med dem.”
Ida Jacobsen fra Pro Swim Esbjerg, der er kommet tilbage fra en skrækskade, svømmer i sin EM-debut 28.82 – blot to tiendedele af et sekund fra hendes personlige rekord. Hun bliver samlet nummer 24.
200m brystsvømning
Elias Marius Elsgaard fra AGF Svømning, der i går var med til at sætte ny dansk rekord i 4x100m medley mix, præsterede 2.20.68 i 200m brystsvømning – personlig rekord med imponerende 5,20 sekunder. Præstationen resulterer i en 42. plads.
Mere dansk EM-svømning
Torsdag formiddag skal de næste svømmere i aktion – glæd jer til:
200m frisvømning
100m butterfly
50m rygsvømning
200m brystsvømning
Se EM i svømning live og gratis på Eurovision Sport.
Se alle EM-resultater her.