0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

SvømDanmark ansætter talentkoordinator

28-05-2026

Som talentkoordinator skal Pernille Licht Juel drive det nye nationale talentudviklingsprogram, der skal styrke overgangen fra talentfuld junior- til international seniorsvømmer.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

SvømDanmark har nu fundet den person, der skal stå i spidsen for det nye nationale talentudviklingsprogram i samarbejde med Team Danmark.

 

Pernille Licht Juel tiltræder pr. 17. august stillingen som talentkoordinator, og hun får en central rolle i arbejdet med at omsætte programmets ambitioner til konkrete indsatser for dansk svømmesport, herunder relevante svømme, trænere og klubber.

 

Talentudviklingsprogrammet, som har modtaget stor økonomisk støtte fra Salling Fondene, skal først og fremmest støtte unge svømmere med særligt internationalt potentiale i deres daglige træningsmiljø. Støtten skal ske i tæt samarbejde med svømmerens træner og klub, så talentet udvikles der, hvor svømmeren er.

 

Programmet skal desuden give relevante svømmere og deres daglige trænere og træningsmiljøer adgang til sparring, viden og konkrete ressourcer, der som målrettede indsatser skal sikre den bedst mulige talentudvikling.

 

”Det bliver megaspændende, for det er tæt på en drømmestilling. Jeg glæder mig til at få en masse relationer til mennesker, hvis ambitioner og udvikling jeg skal understøtte til værdi for ikke kun dem selv, men for hele dansk svømmesport og forhåbentlig hele dansk idræt,” siger Pernille Licht Juel og uddyber:

 

”Jeg har selv stået overfor et internationalt gennembrud og lige manglet det sidste – men især manglet muligheden for at række ud til og tale med nogle, som ikke nødvendigvis var investeret i mig eller min karriere. Den person bliver jeg nu, og jeg glæder mig til at gøre en afgørende forskel for de svømmere, der står overfor at skulle etablere sig som seniorsvømmere på den internationale scene.”

 

Som talentkoordinator skal Pernille Licht Juel lede og drive det fælles talentudviklingsprogram med Team Danmark. 

 

Som talentkoordinator bliver hun ansvarlig for udvikling, implementering og drift af talentprogrammet og dets aktiviteter. Her skal hun blandt andet identificere og planlægge relevante udviklingsaktiviteter med udgangspunkt i individuelle udviklingsplaner og sikre, at programmets indsatser bliver forankret i praksis.

 

Den rette til at støtte svømmere i transitionen fra talent til verdensklasse

I SvømDanmark er der stor glæde over ansættelsen af Pernille Licht Juel, som har et dybdegående kendskab til svømmesporten – først som aktiv, derefter som cheftræner og senest som breddechef.

 

”Og så har hun – som svømmer og træner – oplevet at stå lige uden for seniorlandsholdene og seniormesterskaberne, og det er præcis der, hun skal støtte svømmerne, så flere klarer springet. Det er en stor styrke, at hun kan relatere til situationerne fra både svømmerens, trænerens og klubbens perspektiv. Og så er det et stort plus, at hun har strategisk forståelse, er vant til at få tingene til at ske og koordinere indsatser i praksis. Vi er derfor overbeviste om, at hun er den rette til at hjælpe flere med at lykkes med at tage de afgørende skridt mod internationale finaler og medaljer,” siger Thomas Stub, landsholdschef i SvømDanmark og en del af talentprogrammets styregruppe.

 

Med ansættelsen af Pernille Licht Juel tager SvømDanmark første skridt i arbejdet med det nye nationale talentudviklingsprogram, der skal ruste talentfulde svømmere til en karriere på internationalt niveau.

 

Se her, hvad programmet betyder for klubber og trænere.

 

Lær Pernille Licht Juel at kende

Pernille Licht Juel er i svømmesporten kendt for sin flotte aktive karriere og sin mangeårige trænerkarriere i blandt andet Svømmeklubben MK31. Senest har hun været breddechef i Ringsted Svømmeklub, som har nydt godt af hendes kompetencer.

 

”Vi har været utrolig glade for den tid Pernille har været i Ringsted Svømmeklub, hvor hun har været en vigtig faktor i svømmeskolens udvikling. Vi kommer til at savne hende, og ønsker hende alt det bedste i det nye job,” siger bestyrelsesformand Sara Ishøj Langkjær.

 

  • 31 år, mor til to og gift.
  • Mere end 10 års erfaring med dansk elitesvømning og talentudvikling.
  • Solid erfaring med at udvikle og lede træningsmiljøer og omsætte strategi til konkrete indsatser i hverdagen.
  • Udviklet svømmere til internationalt niveau, herunder OL-, VM- og EM-deltagelse samt danske rekorder og mesterskaber.
  • Relationsskabende og vant til at samarbejde med svømmere, trænere, bestyrelser, forældre, træningsmiljøer og frivillige.
  • Mangeårig svømmer med nationale titler, deltager ved flere internationale mesterskaber og World Cup-finalist.

 

Fakta om talentprogrammet

  • Nyt nationalt talentudviklingsprogram i samarbejde mellem Team Danmark og SvømDanmark. 
  • Skal styrke overgangen fra junior- og seniortalent til verdensklasseatlet.  
  • Pilotperiode: 2,5 år fra sommeren 2026 til og med udgangen af 2028.  
  • Samlet budget: 2,5 mio. kr., hvoraf Salling Fondene bidrager med langt størstedelen.  
  • Programmet skal sikre, at flere unge talenter får redskaberne til at bryde igennem internationalt. 
  • Målet er både sportslig udvikling og ny viden om talentudvikling i dansk idræt. 

 






Cookieindstillinger