0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Rosendahl Bach tager nyt skridt i jagten på den afgørende procent

30-04-2026

Landsholdssvømmeren flytter til sommer sin daglige træning fra Aalborg Svømmeklub til Nationalt Træningscenter, for hun vil vende hver en sten for at nå sit maksimale.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

Helena Rosendahl Bach er med sine syv internationale medaljer dansk svømmesports mest vindende i dette årti, og hendes vej til verdenseliten er gået gennem to stærke danske klubmiljøer. 

 

Først i Holstebro Svømme Club, som i 2021 kulminerede med deltagelsen i OL i Tokyo, og de sidste fem år i Aalborg Svømmeklub, hvor hun har fejret masser af medaljer samt nordiske og danske rekorder. 

 

Efter sommerferien tager den 25-årige landsholdssvømmer så næste skridt i sin karriere, når hun flytter sin daglige træning til Nationalt Træningscenter (NTC) i København.

 

”Det har ikke været nogen nem beslutning, for jeg er meget glad i Aalborg – ligesom jeg også var det i Holstebro. Der er masser af gode folk, der bakker mig op, og jeg føler mig virkelig hjemme – men jeg er også ambitiøs og ønsker at vende hver en sten for at finde den afgørende procent, der ofte er forskellen på finalepladser og medaljer,” siger Helena Rosendahl Bach.

 

Selvom hverdagen og træningen flytter til København, fortsætter landsholdssvømmeren med at repræsentere Aalborg Svømmeklub – noget, der betyder meget.

 

”Jeg er rigtig glad for, at det er en mulighed, for min relation til trænerne, klubkammeraterne og klubben betyder meget for mig. Aalborg er et fedt sted at bo og svømme, for det er et stærkt klubmiljø med et rigtig godt sammenhold. Vi kommer heldigvis til at ses løbende, og jeg ser allerede frem til DM Hold, hvor vi har en DM-titel, der skal forsvares.”

 

AS-logoet fortsætter med at være på Rosendahl Bachs badehætte til danske svømmestævner.

 

Nordjysk opbakning

I Aalborg Svømmeklub er der stolthed over den udvikling, Helena Rosendahl Bach har gennemgået, og der er fuld opbakning til beslutningen. 

 

”Det er en god mulighed, som også skal gribes nu med tanke på OL i 2028. Om to eller fire år vil det nok være for sent i forhold til, hvor hun er i sin karriere, så der er fuld opbakning fra klubben og mig,” siger Bjørn Sørensen, der er cheftræner i Aalborg Svømmeklub. 

 

Samarbejdet mellem Helena Rosendahl Bach og Bjørn Sørensen fik en stærk begyndelse, da butterflysvømmeren allerede få måneder efter skiftet svømmede sig til karrierens første internationale medalje.

 

Siden er makkerskabet kun blevet endnu mere succesfuldt, og til august sætter EM i Paris så punktum for en af dansk svømmesports mest succesfulde relationer i dette årti. Her håber duoen at fortsætte medaljehøsten, som indtil nu tæller seks EM-medaljer og en sølvmedalje til verdensmesterskaberne på langbane.

 

”Det har været en spændende rejse, som vi gerne vil slutte ordentligt af. Personligt har det også været lærerigt at arbejde med Helena, og jeg føler, jeg løbende har udviklet mig. Den viden og de erfaringer glæder jeg mig til at bruge i arbejdet med fremtidens Aalborg-svømmere,” siger Bjørn Sørensen.

 

Helena og Bjørn har haft meget at smile over. Her kvalifikation til OL i Paris under VM i Fokuoka i 2023.

 

Hvis der findes et rigtigt tidspunkt, er det nu

Helena Rosendahl Bachs skifte sker med to år til OL i Los Angeles, og for Aalborg-svømmeren er timingen en vigtig del af beslutningen. OL nærmer sig, og hun vil gerne nå at kunne arbejde med nogle nye ting i træningen inden da.

 

”Tiden er inde til, at jeg prøver noget nyt i et mere professionelt setup, hvor der er endnu flere omkring mig til at hjælpe i det daglige. Samtidig kommer jeg også tættere på Team Danmarks eksperter, hvor jeg får mulighed for at arbejde endnu mere specifikt med de små detaljer, som meget vel kan blive tungen på vægtskålen til De Olympiske Lege,” siger Helena Rosendahl Bach.

 

Ubetinget taknemmelighed

Helena Rosendahl Bachs karriere er et tydeligt eksempel på, hvordan vejene til verdenstoppen kan være meget forskellige. For vestjyden tog karrieren fart i barndomsklubben Holstebro Svømme Club, som er rigtig stærk på talentudvikling. Dernæst gik turen til Aalborg Svømmeklubs stærke træningsmiljø, hvor hun blev mere målrettet og specialiseret.

 

”For mig er min rejse et billede på bredden og styrken i dansk svømmesport. Det er en cadeau til træningsmiljøerne og alle de frivillige, der driver klubberne, og det er et privilegium at have haft så mange mennesker og sponsorer omkring mig, som har hjulpet og støttet mig i så mange år. Det er jeg så taknemmelig for, og jeg glæder mig til at give tilbage for støtten mange år i endnu,” siger hun.

 

 

 


 






Cookieindstillinger