NTC-træneren modtog prisen og blev hyldet forud for søndagens finaler til Danish Open.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentTre svømmetrænere kæmpede om årets trænerpris, og dansk svømmesports licenstrænere har efter en afstemning valgt NTC-træner Thomas Lund som vinder af SvømDanmarks trænerpris 2025.
Til stort bifald modtog han prisen på Danish Opens sidste dag kort inden konkurrencernes afgørende finaler.
Trænercoach i SvømDanmark, Kim Dietrichsen, overrakte prisen:
”Der findes ikke en rigtig eller forkert vinder, og i år har trænerne valgt en person, hvis trænerarbejde er kendetegnet ved ærlighed, vedholdenhed og passion. Thomas er nysgerrig og drevet af at dygtiggøre og udvikle sig, og han er heller ikke bange for at gå ind i en faglig diskussion – også selvom det kan være svært, og man kan være uenige,” siger trænercoachen og uddyber:
”De tre kandidater har alle leveret sublimt trænerarbejde, og jeg er på trænerfagets vegne glad for, at så mange af trænernes kollegaer har deltaget i afstemningen. Det er en stor styrke, at vi kan fejre og støtte hinanden i både mod- og medgang.”
Thomas Lund vinder trænerprisen foran cheftræner i Aalborg Svømmeklub, Bjørn Sørensen, og cheftræner i Gentofte Svømmeklub, Kasper Linddal. Flere end nogensinde havde deltaget i afstemningen, som Thomas Lund vandt med mere end halvdelen af stemmerne.

Fra venstre: Trænercoach i SvømDanmark Kim Dietrichsen, vinder af SvømDanmarks trænerpris 2025 Thomas Lund og tidligere VM-finalist Alexander Aslak Nørgaard.
Derfor var Thomas Lund nomineret til prisen
Thomas Lund har i 2025 været en central figur i udviklingen af nogle af dansk svømnings største talenter. Thomas har gennem flere år arbejdet målrettet med talentudvikling i KVIK Kastrup og senere på Nationalt Træningscenter (NTC), hvor hans tilgang kombinerer teknisk detaljearbejde, data og en stærk relation til svømmerne.
Særligt arbejdet med Martine Damborg har været bemærkelsesværdigt. Hun vandt VM-bronze ved junior-VM og har samtidig markeret sig som en af Danmarks mest lovende svømmere. I løbet af året har hun også taget store skridt på seniorniveau med blandt andet en dansk rekord i 50m butterfly og to EM-titler på kortbane. Udviklingen vidner om et træningsmiljø med både høje ambitioner og stærk faglighed.
Kort om SvømDanmarks trænerpris
Den kompetente træner er udgangspunktet for den dygtige atlet, den gode holdånd og udviklingen af nye trænertalenter. De dygtige trænere skal på lige fod med dygtige atleter hædres og anerkendes.
Trænere på tværs af SvømDanmarks discipliner kan komme i betragtning til prisen. Følgende kriterier har særlig betydning i forbindelse med udvælgelsen:
Læs mere om SvømDanmarks trænerpris og se tidligere modtagere.