Rekordmange børnetrænere, stigende livredningsinteresse og nye tilbud sætter kursen for endnu et uddannelsesår med læring og udvikling.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentLæringslysten bobler i svømme-Danmark.
Det gør den særligt blandt frivillige, trænere og livredningsinteresserede, og med allerede masser af aktiviteter i årets kursuskalender tyder det på, at 2026 bliver endnu et år, hvor SvømDanmarks 300 medlemsklubber søger kvalitet, tryghed og udvikling.
Aldrig er der blevet uddannet flere børnetrænere
2025 blev endnu et stærkt uddannelsesår på trænerfronten med stor aktivitet både på åbne hold og in house-uddannelser i klubberne. Fx blev der uddannet 67 børnetrænere – 48 flere end året før, og en af børnetræneruddannelserne var endda målrettet disciplinerne. Endnu et hold trænere gennemførte også specialforbundsmodulet, som er en del af DIF’s Diplomtræneruddannelse, som svarer til det øverste nationale trænerniveau i dansk idræt.
"Det understreger vores medlemsklubbers store fokus på at styrke kvaliteten i deres tilbud til både børn og unge samt de bedste konkurrencesvømmere. Vi oplever en markant fremgang i antallet af uddannede børnetrænere, og SvømDanmark er blandt de forbund, der uddanner flest diplomtrænere. Det er første gang i min tid i Svøm, at vi gennemfører specialforbundsmodulet to år i træk. Det vidner om klubbernes klare ambition om at investere i både medlemmer og ansatte," siger Christina Borring, der er uddannelseschef i SvømDanmark.
Det europæiske forbund, European Aquatics, lancerede i 2025 et fælles europæisk certificeringssystem, der skal sikre ensartede standarder og øget anerkendelse af trænerkompetencer på tværs af lande. Licensen er opbygget i tre niveauer, og vi har ansøgt om og fået godkendt de danske træneruddannelser på alle tre niveauer, svarende til Børnetræner-, Årgangstræner- og Diplomtræneruddannelsen.

SvømDanmarks træneruddannelser opnåede i løbet af 2025 europæiske certificeringer.
Foto: SvømDanmark.
Det betyder, at danske svømmetrænere fremover kan opnå en europæisk anerkendt certificering, som styrker deres muligheder for arbejde og samarbejde internationalt og understøtter den fortsatte professionalisering af trænerrollen i dansk svømning. I processen holdt formand Pia Johansen, direktør Allan Nyhus, videns- og innovationsansvarlig Christine Eilertsen og uddannelseschef Christina Borring også møde med præsidenten i European Aquatics, António José Silva.
I det forgangne år tog SvømDanmark og DGI også hul på arbejdet med at udvikle og modernisere den fælles Svømningens Grunduddannelse. Den proces tager udgangspunkt i undersøgelser fra Idrættens Analyseinstitut og Syddansk Universitet.
Tryghed er top of mind
Livredningsinteressen fra 2024 fortsatte i 2025, og vi oplevede endnu en gang stor efterspørgsel efter vores tilbud inden for livredning og førstehjælp. I 2025 blev der uddannet 103 nye livredderdommere fordelt på tre kategorier:
64 bassinlivredderdommere
15 åbent vand-livredderdommere
25 erhvervslivredderdommere
SvømDanmark råder i skrivende stund over 479 aktive bassinlivredderdommere, 83 åbent vand-livredderdommere og 138 erhvervslivredderdommere. En tydelig tendens, der ifølge SvømDanmarks livredningsspecialist understreger, at klubber, kommuner og faciliteter i stigende grad prioriterer at styrke trygheden og sikkerheden i og omkring vand.
“Stor tak til de mange livredderdommere, der år efter år står for at afvikle hundredvis af livredderprøver. De er med til at sikre et Danmark med liv og glæde i og omkring vand, for de bidrager til, at børn, unge, voksne bliver mødt af kompetente livreddere i den lokale forening, i skolens svømmeundervisning eller som badegæster i havnebadet og ved stranden,” siger Hjalte Borum.

Tryghed og sikkerhed i og omkring vand optager flere og flere, heriblandt private og offentlige aktører.
Foto: SvømDanmark.
Han slår samtidig et slag for, at SvømDanmark har udarbejdet et e-læringskursus om forhold ved åbent vand, som man bør være opmærksom på. Det er gratis tilgængeligt og kan hos Idrættens E-læring.
Tæt på 1000 frivillige dygtiggør sig
Næsten 2500 vandentusiaster uddannede SvømDanmark det forgangne år, heraf tæt på 900 frivillige officials. Officialgrunduddannelsen stod alene for 646 deltagere.
Det næsthøjeste antal frivillige blev uddannet i kunstsvømning, hvor tæt på 100 dygtiggjorde sig som kunstdommer, AI/EL-kunstdommer eller chief recorder.

Massevis af nye officials i kunstsvømning blev uddannet i løbet af 2025.
Foto: SvømDanmark.
Succesfulde spotkurser
SvømDanmarks medlemsklubber er i rivende udvikling, og det betyder, at vores uddannelses- og kursusteam løbende tilpasser tilbuddene til klubbernes behov. Blandt de indsatser, vi har gennemført med succes i 2025, kan nævnes
Børn med særlige behov i samarbejde med Parasport
Fundraising i selskab med Mark Vogel
Sikkerhed ved åbent vand for klubber, lærere og pædagoger
Inspirationsdag for vandpolotrænere
Udviklingsdag for udspringstrænere
I 2026 er det ambitionen at fortsætte takterne, og vi arbejder allerede på nye kommunikationskurser for klubbens bestyrelse og ledelse samt de, der varetager den daglige kommunikation. Derudover er et kursus for bestyrelser, der skal give klubbens bestyrelse en fælles forståelse af roller, ansvar og lovgivning, også i støbeskeen.
Fuld fart på årets uddannelser
Lidt over en måned inde i 2026 har allerede tæt på 100 personer enten påbegyndt eller gennemført en af SvømDanmarks mange uddannelser, ligesom årets AquaClinic for både svømmere, forældre og trænere har været afholdt.
Har du spørgsmål til vores mange uddannelsestilbud, så tøv ikke med at kontakte vores uddannelses- og kursusteam direkte på mail: kursus@svoem.dk
Du er også altid velkommen til at tage direkte kontakt til:
Christina Borring, mail: cbo@svoem.dk eller mobil: 51884729
Hjalte Borum, mail: hbo@svoem.dk eller mobil: 51663967

Fra venstre: Christina Borring og Hjalte Borum.
Foto: Michael Vienø & SvømDanmark.