0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Fra tilfældigt møde til europæisk debut

30-11-2025

Naya Modin Thomsen vidste knap nok, at NTC fandtes. Tre år senere er hun klar til sit første EM, og drømmene er kun blevet større.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

22-årige Naya Modin Thomsen står foran karrierens første europamesterskab, når EM på kortbane starter om to dage i Polen. EM-debuten er kulminationen på mere end tre års målrettet træning, og det er tydeligt at høre på landsholdssvømmeren fra Lyngby Svømmeklub, at en drøm snart bliver til virkelighed.

”Som mange andre svømmere er det selvfølgelig noget, jeg har drømt om, siden jeg var lille. Jeg har også været realistisk, så tanken om, hvorvidt det overhovedet var muligt, har strejfet mig, men jeg gjorde det, og nu står jeg her. Det er jeg rigtig stolt af,” siger Naya Modin Thomsen.

 

Et skifte der ændrede alt

Det er lidt over tre år siden, at den daværende Køge-svømmer tog springet og begyndte at træne fast på Nationalt Træningscenter (NTC) i København. Et skifte, som skete mest som en tilfældighed, for faktisk vidste Naya Modin Thomsen knap nok, at Team Danmark og SvømDanmarks træningscenter eksisterede.

“Selvom jeg har været med til internationale juniormesterskaber, så var jeg ikke klar over, at NTC kunne være en mulighed for mig,” fortæller hun.

Et enkelt møde med NTC-træner Jon Langberg sparkede dog døren op, og få dage senere stod Naya Modin Thomsen klar på kanten til sin første træning på Bellahøj Svømmestadion. 

Hun husker, at overgangen var markant. Ikke kun på grund af træningsmængden- og intensiteten, men mere på grund af hele måden at tænke svømning og udvikling på.

“Det var helt anderledes, end hvad jeg kendte til. Det, at jeg fik medbestemmelse og kunne diskutere med trænerne og eksperterne fra Team Danmark, var nyt og virkelig inspirerende. Når man forstår, hvorfor noget virker, så er det også nemmere at gøre det i vandet.”

  

Nyt setup – nye kræfter – ny energi 

Siden Naya Modin Thomsen kom til NTC, har SvømDanmark præsenteret en ambitiøs udviklingsplan for NTC. Den skal blandt andet være med til at hæve niveauet for de svømmere, der har fast træningsbase på centeret.

Det har ført til træneransættelsen af Thomas Lund og tilgangen af flere dygtige svømmere, som fx Frederik Møller fra GTI Swim og Martine Damborg fra KVIK Kastrup, der også er en del af svømmelandsholdet i Polen.

”Det har givet nogle helt nye dimensioner og yderligere styrket den positive energi, vi har på NTC. Thomas og Jon supplerer hinanden rigtig godt, og deres fælles input har haft en god effekt på min udvikling,” siger Naya Modin Thomsen.

 

Naya Modin Thomsen har forbedret sig meget og svømmet sig til flere DM-titler i løbet af sin tid på NTC. Med guldmedaljerne om halsen kunne man fristes til at tro, at hun gerne ville have søgt mod NTC endnu tidligere, men det tror Lyngby-svømmeren ikke nødvendigvis havde været lykken.

”Hvis ikke du er det, så bliver du en meget moden svømmer på NTC. Du skal selv tage ansvar – ikke fordi du bliver efterladt alene - men fordi beslutningerne ligger hos dig selv. Den selvstændighed havde jeg nok ikke for 10 år siden, men i dag, synes jeg, det er vildt inspirerende at være en del af et hold, hvor alle arbejder hen mod det samme mål – om at nå sit fulde potentiale.”

 

Ved siden af svømmekarrieren læser Naya Modin Thomsen til ingeniør på Life Science og Teknologi-studiet på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby. Her bor hun også, og derfor skiftede hun til Lyngby Svømmeklub i sommer.

”Lyngby Svømmeklub har taget så godt imod mig, og jeg er så taknemlig og virkelig glad for at have en stærk klub i ryggen, der støtter mig både i bassinet og på universitet. Når jeg fx har laboratoriearbejde på DTU, der ikke kan flyttes, så er jeg altid velkommen til at komme og træne i Lyngby. Det betyder rigtig meget for mig – også i forhold til at få hverdagen til at hænge sammen.”

EM var tæt på at glippe – men gav selvtillid

Naya Modin Thomsen har været med til at kvalificere den danske kvindeholdkap i 4x50 meter fri, men faktisk var hun også mikroskopisk tæt på at kvalificere sig individuelt. Én afgørende hundrededel manglede.

”Det er typisk svømning, og jeg tænkte bare: Hvorfor lavede jeg ikke en lidt hurtige vending eller trykkede lige lidt mere i det armtag. Men hvad der kunne være endt i en stor skuffelse, blev til fornyet motivation, for nu vidste jeg for alvor, at jeg var på rette vej.”

Lyngby-svømmeren fortæller, at hun den kommende uge naturligvis vil gøre sit ypperste for at præstere sit bedste, men pointerer også, at ambitionerne er større end EM kortbane.

”Når du vinder din første DM-titel, vil du også gerne vinde den næste. På samme måde har jeg det med internationale mesterskaber. Jeg glæder mig til at repræsentere Danmark, og skal selvfølgelig også huske at nyde EM, men ambitionerne rækker længere, så forhåbentlig er EM i Polen kun begyndelsen på rejsen videre mod fremtidens endnu større internationale mesterskaber”.

 

Hvordan det går Naya Modin Thomsen og svømmelandsholdet til europamesterskaberne kan du følge på vores kanaler i løbet af den kommende uge.

Følg allerede nu med på SvømTVInstagram og vores nyhedssite Svømmesport, hvor vi er i gang med at varme op til mesterskaberne.


 






Cookieindstillinger