0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Holdkortet på NTC vokser

08-01-2025

Det Nationale Træningscenter tager hul på langbanesæsonen med to nye ansigter på holdet.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

Vokseværk: Efter en velfortjent ferie oven på DM Kortbane er Det Nationale Træningscenter (NTC) atter i fuld træning på Bellahøj Svømmestadion – og det er med to nye svømmere. Frederik Møller og Emily Gantriis – velkommen til! 

 

Den nykårede danmarksmester på 50m fri og EM-kvalificerede svømmer Frederik Møller fra GTI Swim siger om skiftet til og valget af NTC: 

”Jeg er flyttet til byen med hustruen, så det var oplagt at søge mod NTC, hvor tilgangen til svømning er mere professionel, og der er tilknyttet eksperter, som tester os konstant for at dygtiggøre os.” 

 

“Sportsligt håber jeg selvfølgelig, at der kommer nogle gode resulter i fremtiden. At jeg ligger sammen med nogle, der har meget international erfaring, er klart noget, jeg vil undersøge og lære af – lige fra det tekniske til det mentale. Indtil videre har det været fedt, og det er et meget åbent hold, der har taget godt imod mig,” siger 22-årige Frederik Møller.  

 

Frederik Møller fra GTI Swim fandt guld på 50m fri til DM på kortbane inden årsskiftet.

Foto: SvømDanmark.

 

Emily Gantriis fra Helsinge Svømmeklub er ikke helt ny, da hun tidligere har været en del af NTC. I 2020 skiftede hun til holdet Cal, hvor hun svømmede frem til 2024 i forbindelse med hendes collegeuddannelse på Berkeley University i USA. Den er nu færdiggjort, og den 25-årige svømmer ønskede en retur til Danmark, hvorfor det er blevet til et gensyn med NTC.

 

Jon Langberg, der har været NTC-træner siden august 2019, siger om tilgangen af Frederik Møller og gensynet med Emily Gantriis: 

 

”Det er skønt og et tegn på, at NTC har et setup, hvor dygtige svømmere føler, de kan udvikle sig og tage næste karrieskridt. I Møller får vi en danmarksmester på vej frem, som passer perfekt ind på holdet med sine høje ambitioner om at etablere sig som landsholdssvømmer og sit altid gode humør. I Gantriis får gruppen en rutineret træningsmakker, der har stået på den internationale svømmescene og gjort sig en masse erfaringer i USA, som vi glæder os til at blive inspireret af.” 

 

Svømmere på NTC pr. 1. januar 2025 

  • Alexander Aslak Nørgaard, SIGMA Swim 

  • Emily Gantriis, Helsinge Svømmeklub 

  • Frederik Møller, GTI Swim 

  • Ida Skov Kragh, A6 

  • Julie Kepp Jensen, A6 

  • Naya Modin Thomsen, Køge Svømmeklub 

  • Tobias Dan Hansen, SIGMA Swim 

  • Victoria Bierre, Gladsaxe Svømmeklub 

 

NTC-holdet pr. 1. januar 2025 - fra venstre: Tobias Dan Hansen, Emily Gantriis, Frederik Møller, Ida Skov Kragh,

Julie Kepp Jensen, Victoria Bierre, Naya Modin Thomsen og Alexander Aslak Nørgaard.

Foto: SvømDanmark.

 

I sommer startede tidligere VM-finalist og OL-deltager Alexander Aslak Nørgaard fra SIGMA Swim og den danske juniorrekordholder på 100m brystsvømning Ida Skov Kragh fra A6 på Det Nationale Træningscenter.

 

Ida Skov Kragh fortæller om valget af NTC og sine første måneder på centeret: 

 

”Jeg kendte allerede Jon fra A6 og vidste, at han er en god træner. Derudover ville jeg gerne ind i et miljø, hvor jeg kunne blive matchet mod endnu dygtigere svømmere i det daglige. Med skiftet håber jeg selvfølgelig at udvikle mig og hæve mit niveau betragteligt. Mine nye holdkammerater er virkelig søde og har taget vildt godt imod mig. Det betyder meget for mig og min personlige udvikling, at jeg omgås mennesker, jeg føler mig tryg ved.” 

 

“Det har 100% levet op til mine forventninger, og det bedste har nok været, at det hele er blevet mere professionelt. Jeg vil klart anbefale andre at komme ind til NTC, hvis man ønsker at udvikle sig og træne med nogle på et højt niveau,” siger 18-årige Ida Skov Kragh. 

 

Ida Skov Kragh fra A6 har juniorrekorden på 100m brystsvømning (langbane). Se løbet her.

Foto: SvømDanmark

 

NTC-træner Jon Langberg glæder sig ligeledes over tilgangen af de to svømmere: 

 

”Det er et superfedt mix af unge energiske svømmere på vej frem og erfarne svømmere, der har stået på svømmesportens største scener. Vi er gået fra at være en mindre træningsgruppe til nu at være et hold, og jeg er sikker på, det kommer til at skabe endnu mere kvalitet i den daglige træning. Sammen med ekspertressourcerne fra Team Danmark håber jeg, det resulterer i, at vi præsterer på et endnu højere niveau internationalt såvel som nationalt.” 

 

NTC-holdet og flere landsholdssvømmere drager i morgen på træningslejr i Egypten. Her tager de for alvor hul på langbanesæsonen, der blandt andet byder på VM og EM U23. 

 

Fremtidens NTC 

Dansk svømmesport er i udvikling, og det gælder også Det Nationale Træningscenter. SvømDanmarks sportsafdeling arbejder målrettet med at udvikle NTC, hvilket sker gennem flere faser

 

Der arbejdes i øjeblikket på de sidste detaljer i udviklingsplanen for NTC, der blandt andet omhandler økonomi og fremtidigt setup. Dette arbejde blev også drøftet med SvømDanmarks klubchefnetværk under DM på kortbane i december. 

 

Den endelige udviklingsplan er et stort skridt nærmere mod at etablere et NTC, der fremmer samarbejde og udvikling af International High Performance på tværs af dansk svømmesport og forventes at blive fremlagt i årets første kvartal. 

 

Hvad er Det Nationale Træningscenter?  

Det Nationale Træningscenter (NTC) er et træningsmiljø støttet af Team Danmark og SvømDanmark på Bellahøj Svømmestadion. NTC er dansk svømmesports flagskib for International High Performance, og åbenhed samt vidensdeling overfor landets træningsmiljøer er en central del af centerets virke.   

 

På en social- og samfundsmæssig ansvarlig måde skal NTC kontinuerligt have et stærkt træningsmiljø med henblik på at udvikle svømmere til internationalt niveau. Centeret er et træningstilbud for Danmarks bedste svømmere og trænere, der ønsker et permanent eller kortere ophold.  

 

Er man interesseret i at blive en del af træningsgruppen på NTC eller træne med holdet i en kortere periode, skal man som træner og svømmer ikke tøve med at kontakte NTC-træner Jon Langberg på mail: jla@svoem.dk  

 

Læs mere om Det Nationale Træningscenter her


 






Cookieindstillinger