Videbæk Svømme Club investerer i deres hjælpeinstruktører, så de kan være med til at udvikle og styrke klubben.
Da Charlotte Zacho, formand for Videbæk Svømme Club, blev kontaktet af SvømDanmark for at høre, om klubben kunne tænke sig at være en del af projekt Vores Klub, var hun ikke i tvivl – det skulle de, og fokus skulle være på deres hjælpeinstruktører.
Året før havde hun haft nogle unge mennesker på Hjælpeinstruktøruddannelsen, men hun undrede sig over, at der ikke blev fulgt op mere på uddannelsen efterfølgende. Hun mener, at det er helt centralt at sørge for at klæde børnene ordentligt på før en uddannelse og hjælpe dem med at implementere, hvad de har lært, bagefter.
”Det er vigtigt, fordi du kan ikke bare forvente, at børn på 12-13 år selv kan forberede sig på at deltage i en uddannelse. Og du kan ikke bare give slip på dem bagefter, fordi vi er nødt til at hjælpe dem med at sætte det, de har lært, i en kontekst, så det bliver en del af kulturen og fællesskabet i klubben,” siger Charlotte og understreger:
”Det er selvfølgelig ikke noget, der sker med et knips. Men nu er vi begyndt.”
Hjælpeinstruktøren Kamille har i gang sat “byg et højt tårn” på plask og leg holdet. Foto: Videbæk Svømme Club.
Videbæk Svømne Club har i mange år haft en tradition for at have hjælpebørn på deres hold, og når de er gamle nok, bliver de tilbudt at komme på Hjælpeinstruktøruddannelsen.
Charlotte Zacho har nu udviklet et helt forløb, som hjælpebørnene kommer igennem før, under og efter deres uddannelse. Det starter med et infomøde, hvor Charlotte mødes med børnene.
”Jeg fortæller dem, hvad det er for noget, de skal opleve og gennemgår programmet for uddannelsen. Men jeg lægger også meget vægt på, at de skal hjælpe og støtte hinanden undervejs.”
Hjælpeinstruktøren Fredrik er ved at lave en øvelse med stor plade. Foto: Videbæk Svømme Club.
Til infomødet får børnene også en opgave, som de skal løse under uddannelsen: De skal tage billeder undervejs. Både af undervisningen, når de spiser og i svømmehallen, når det er muligt. I ugen efter uddannelsen mødes de så med Charlotte for at evaluere.
”De har fået en opgave, ligesom de har fået en lektie for, som de skal komme hjem og fortælle om sammen. Og når de så fortæller om det og viser billederne, skulle det gerne være med til at binde nogle ting sammen for dem. Samtidig får de nogle samarbejdsøvelser – de laver fx plakater og et kampråb, som bliver implementeret på alle klubbens hold,” fortæller Charlotte.
Efterfølgende har de øvedage i klubben, hvor hjælpeinstruktørerne underviser hinanden eller nogle af de voksne medlemmer, som har meldt sig frivilligt til det.
Samtidig har de fået adgang til klublokalet, og de har løbende aftener med sociale aktiviteter og fællesspisning. Det er nemlig vigtigt for Charlotte, at hjælpeinstruktørerne oplever, at de er en vigtig del af klubben.
”Det styrker fællesskabet, at de oplever, at det har en værdi, at de har en del af klubben, og at de kan være med til at støtte den voksne træner på holdet. Og den fællesskabsfølelse spreder sig som ringe i vandet til resten af klubben.”
Hjælpeinstruktøren Silas giver instrukser til begynderholdet. Foto: Videbæk Svømme Club.
Man kan hurtigt blive skeptisk overfor, hvad man egentlig får ud af at investere tid og penge i klubbens unge hjælpeinstruktører. Hvad hvis de stopper eller flytter til en anden klub kort tid efter – hvad får man så ud af det?
”Selvfølgelig er der noget økonomisk ved at sende dem afsted, og vi vil jo også gerne have noget ud af det. Netop derfor er det så vigtigt at bruge tid på at klæde dem på og følge op. Så de føler sig stærke og sikre, og så de kan sige til træneren, at jeg har faktisk noget, jeg kan bidrage med.”
På længere sigt ser Charlotte Zacho det mere som et økosystem, hvor hele landets svømmeklubber hjælper hinanden ved at holde interessen for svømning i gang hos deres ansatte og frivillige.
”Hjælpeinstruktørerne holder nok op hos os på et tidspunkt, fordi de flytter og skal uddanne sig. Men svømningen har betydet noget for dem, og så kan de fortsætte i en anden klub, som kan få glæde af noget, som vi har investeret penge i. Men så flytter de måske tilbage til Videbæk som voksne og har lyst til at være træner. Eller også kan der komme nogen fra andre klubber, der på samme måde er glade for svømning. Så i sidste ende kan det godt betale sig,” mener Charlotte.