Ansøgerfeltet er snævret ind, og der afholdes nu samtaler, inden projektets endelige kandidatfelt præsenteres.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentI foråret kunne SvømDanmark sammen med Team Danmark præsentere udviklingsprogrammet Next Generation Coaches (i daglig tale Next Gen).
Det helt nye uddannelsesforløb er for forandringsparate og forandringsvillige trænere, der som rollemodeller og kulturbærere skal øge sammenhængskræften på tværs af dansk svømmesport og være med til at præge udviklingen på Internationalt High Performance-niveau.
Trænere, som bliver en del af Next Gen, offentliggøres umiddelbart inden DM Langbane.
Foto: SvømDanmark
Frem til 15. maj har interesserede trænere haft mulighed for at ansøge om at blive en del af Next Gen. Et stort antal har benyttet muligheden, og High Performance Advisor i SvømDanmark, Lars Robl, glæder sig over den store nysgerrighed, projektet har vakt.
”På dansk svømmesports vegne er jeg glad for, at så mange kvalificerede trænere har ønsket at være en del af Next Gen. Det er et omfattende forløb, som kræver, at den enkelte træner investerer meget af sig selv og sin tid – og samtidig har fuld opbakning fra sin arbejdsgiver til at deltage. Derfor er jeg meget begejstret for det store antal ansøgere, som lover godt for svømmesportens langsigtede udvikling,” siger Lars Robl, der er ansvarlig for udviklingsprogrammet.
Der afholdes nu samtaler med henblik på at udvælge de trænere, som skal være en del af Next Gen. De trænere, som tilbydes og ønsker at være en del af udviklingsprogrammet forventes at blive offentliggjort umiddelbart før DM Langbane for junior/senior den 11.-4. juli i Herning.