Ingen kunne følge landsholdssvømmeren, som tog ny sejr ved Mare Nostrum.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentOvervægt i kufferten?
Det problem møder Helena Rosendahl Bach muligvis, når hun skal tjekke bagagen ind efter årets Mare Nostrum.
Under den stjernebesatte svømmeturnering vandt Aalborg Svømmeklubs landsholdssvømmer guld på favoritdisciplinen 200 meter butterfly og bronze på den halve distance i Barcelona.
I går rundede hun så medaljehøsten af med endnu en sejr. Denne gang i Monaco på 200 meter butterfly.
I finalen vendte hun som den første efter 50 meter, og herfra så konkurrenterne ikke mere til den danske sølvvinder fra VM i februar. Helena Rosendahl Bach slog ind i tiden 2.07.31 foran ungarske Dalma Sebestyen (2.09.53) og Maria-Jose Mata Cocco (2.10.37) fra Mexico.
For landsholdet venter nu først europamesterskaberne den 17.-23. juni, inden det gælder de Olympiske Lege fra 27. juli til 4. august.
Helena Rosendahl Bach med sin guldmedalje ved Mare Nostrum i Monaco.
Foto: SvømDanmark.