Der var aldrig tvivl om sejren, da landsholdssvømmeren satte konkurrenterne til vægs ved Mare Nostrum.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulentSvømDanmarks OL- og EM-aktuelle svømmere tester disse dage formen af til det traditionsrige Mare Nostrum. Efter at være startet i franske Canet har turneringen nu bevæget sig mod Spanien – nærmere bestemt Catalonien og Barcelona.
Som altid tæller deltagerlisterne stribevis af internationale topsvømmere, som må formodes at skulle svømme med om de helt sjove placeringer til OL i Paris, som så småt kan anes i horisonten.
Dansk svømmesports egen sølvvinder ved VM i Doha, Helena Rosendahl Bach, svømmede sig let videre fra dagens heats til aftenens finale. Her var landsholdssvømmeren fra Aalborg Svømmeklub stort set i front fra start og så sig siden ikke tilbage.
Helena Rosendahl Bach fra Aalborg Svømmeklub vinder 200m butterfly ved Mare Nostrum Swim Tour, Barcelona.
Foto: SvømDanmark.
Tag efter tag øgede hun til de øvrige finalister og kom i mål som den første i tiden 2.07.79.
Til SvømDanmark siger den danske guldvinder:
"Jeg er godt tilfreds med løbet set i lyset af min nuværende træningsperiode. Jeg lykkes med nogle af de ting, jeg gerne ville eksperimentere med, så det var en god sejr."
Landsholdssvømmeren vandt foran:
Mare Nostrum fortsætter i morgen den 30. maj, hvor flere OL- og EM-aktuelle danskere på ny skal i ilden. Find yderligere info og se alle resultater her.
Mare Nostrum 2024 består af tre konkurrencer i henholdsvis Barcelona 29.-30. maj og i Monaco 1.-2. juni. De første konkurrencer blev svømmet i Canet den 25.-26. maj.