Arrangementet videreudvikles, og et mere dynamisk og målrettet program venter næste års deltagere.
Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent33 svømmere var i weekenden en del af SvømDanmarks årlige event camp. Event campen kickstarter sæsonen for landsholdet og udviklingslandsholdet samt forrige sæsons juniorlandshold til EM og EYOF.
Med afsæt i SvømDanmarks atletuddannelse og med henblik på at klæde atleterne bedst muligt på til at kunne håndtere deres individuelle karrierer, deles den nyeste viden om alt fra ernæring og sportspsykologi til dual career og fysisk træning for landsholdsgrupperne.
Elitechef i SvømDanmark, Lars Robl, har nu været en del af den tværgående landsholdsaktivitet af to omgange.
”Fundamentet er virkelig godt, og programmet består af en god blanding af faglige oplæg og sociale aktiviteter. Atleterne får redskaber om alt fra præstationsfremmende opvarmningsstrategier til best practice om dual career. Alt sammen noget de kan bruge i dagligdagen,” lyder det fra elitechefen, der uddyber:
”Aktiviteten har nogle spændende udviklingsmuligheder, og jeg vurderer, atleterne og dansk svømmesport kan få endnu mere ud af dagene. Vi kommer derfor til at udvikle på det eksisterende setup og tilføje flere dimensioner fremadrettet. Vi skal i større omfang dele viden og erfaringer på tværs af grupperne, samtidig med vi udvikler de respektive grupper. På den måde udvikler vi både kulturen på landsholdene og kulturens performanceelement.”
Landsholdssvømmer Julie Kepp Jensen blev interviewet og spurgt ind til sin karriere af elitechef Lars Robl.
Seancen foregik foran eventcampens deltagere i Idrættens Hus i Brøndby.
Foto: SvømDanmark
Kulturen blandt landsholdene skal styrkes
Landsholdet og udviklingslandsholdet rejste i går til Tyrkiet, hvor en træningslejr på godt to uger venter. Undervejs vil elitechefen tage en snak med svømmerne om mulige udviklingsinitiativer.
”Atleterne tages med på råd, da vi har med en blandet landsholdsgruppe bestående af juniorer og seniorer at gøre. Atleterne har ikke nødvendigvis brug for det samme, og derfor kommer vi til at kigge nærmere på at målrette aktivitetsprogrammet, så noget er henvendt og relevant for de unge, og noget andet er det for de ældre,” forklarer Lars Robl.
Dagene skal fortsat rumme fælles aktiviteter og oplæg. Blandt andet elementet – Inspiration fra en topatlet, som virkelig fungerede godt i løbet af weekenden.
”Vi er allerede kommet et langt stykke, når det kommer til at opbygge en præstationskultur. Men vi har også en opgave i at opbygge en landsholdskultur, hvor vi bringer de unge talenter tæt på vores topatleter og i endnu højere grad bruger dem som rollemodeller og til at definere landsholdskulturen. Den dimension skal implementeres og hypes endnu mere i det nye program. Nu skal vi finde ud af hvordan.”
Det nye koncept er fortsat under udarbejdelse, og når det er færdigt, præsenteres det. Allerede nu ligger det dog fast, at event campen skifter navn for at signalere og understøtte den ønskede forandring. Fremover forventes det også, at landsholdssvømmere deltager i hele arrangementet og ikke blot enkelte dele. Næste år finder den tværgående landsholdsaktivitet umiddelbart sted 13.-15. september 2024.