Mange år med ledelse, udvikling og frivilligt arbejde sikrer kendt ansigt i svømme-Danmark titlen som direktør.
I dag kan bestyrelsesformand Pia Johansen omsider dele navnet på Dansk Svømmeunions nye direktør med omverdenen. Det er efter en rekrutteringsproces, der startede for fire måneder siden, hvor bestyrelsen nedsatte et ansættelsesudvalg og indgik samarbejde med rekrutteringsbureauet HumanTrust.
”Det var en meget glad bestyrelse, der i sidste uge blev præsenteret for ansættelsesudvalgets indstilling af Allan Nyhus som ny direktør,” fortæller Pia Johansen.
Og der er allerede nok at gå i gang med for den nye direktør:
“Alle skal have mulighed for at lære at svømme. Sådan er det ikke i dag. Derfor står Allan overfor en strategisk opgave i – sammen med relevante samarbejdspartnere −at udvikle og udvide rammerne for svømme-Danmarks mange forskellige vandaktiviteter,” siger Pia Johansen og fortsætter:
”Samtidig skal han naturligvis lede kontoret i Brøndby med fokus at sikre sammenhæng på tværs af klubber og unionens ansatte.”
Allans karriere med klorblåt blod i årene har siden teenageårene i Frederiksværk Svømmeklub været fyldt med organisatorisk arbejde. De seneste 10 år har han som formand for Hovedstadens Svømmeklub stået i spidsen for en imponerende udvikling af landets nu største idrætsforening. Derudover har han siden 2018 været medlem af Dansk Svømmeunions bestyrelse.
“Allan bidrager altid med såvel dyb indsigt som vidt udsyn, og han har en både konstruktiv og løsningsorienteret tilgang til opgaverne,” fortæller Pia Johansen, der har samarbejdet med Allan i bestyrelsen, siden hun blev formand i foråret 2021.
Det er dog ikke kun svømme-Danmark, Allan har sin erfaring med ledelse i politisk ledede organisationer fra. I sin civile karriere har han senest haft titlen som IT- og digitalchef i Danmarks Naturfredningsforening. I den rolle har han opnået solid erfaring med udvikling, implementering og ikke mindst involvering i en stor organisation med engagerede ansatte og frivillige. Det er erfaringer, som svømme-formanden er sikker på, vil komme Dansk Svømmeunion til gode.
Allan er allerede et kendt ansigt på kontoret i Brøndby. Han har nemlig været midlertidigt ansat som medlem af direktionen, siden Merete Riisagers fratræden i sommers, og han har derfor haft sin daglige gang i Idrættens Hus. Nu ændres titlen til direktør. Dermed er det øverste ansvar placeret på skuldrene af en mand, der i den grad brænder for dansk foreningsliv og for dansk svømning.
”Selvom rollen som direktør er ny, er vi overbeviste om, at også den form for ledelse falder naturligt for Allan. Samtidig vil hans mangeartede ekspertise være med til at sætte turbo under den udvikling og forandring, som bestyrelsen ønsker,” siger Pia Johansen.
Dansk Svømmeunion har det seneste år vedtaget en ny vision og mission. Samtidig er sportsafdelingen med Lars Robl i spidsen ved at lægge sidste hånd på en ny sportslig strategi for elite-svømmerne. Dermed ligger der en stor opgave på direktørbordet i at sikre, at den nye retning er gennemskuelig, og at alle er med.
”Sammenhæng og inddragelse er nøgleord i at få hele svømme-Danmark med i den nye retning. Bestyrelsen og jeg er sikre på, at Allan er den helt rigtige til −sammen med vores ansatte, alle frivillige, klubber, klubbestyrelser og deres ansatte −at få denne nye retning ind under huden og fylde den ud til glæde for alle i dansk svømning,” siger Pia Johansen.
Kontakt bestyrelsesformand Pia Johansen (2331 2869 / pmj@svoem.dk) eller direktør Allan Nyhus (2219 2305 / an@svoem.dk).
Allan Nyhus tiltræder officielt stillingen som direktør for SvømDanmark 1. februar 2023, men vil i praksis fungere som direktør med øjeblikkelig virkning.
Han fratræder samtidig som formand for Hovedstadens Svømmeklub, ligesom han udtræder af bestyrelsen i Dansk Svømmeunion med øjeblikkelig virkning.
Dansk Svømmeunion skifter i øvrigt officielt navn til SvømDanmark ved årsskiftet.