0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

SVØM blev det mest vindende forbund under European Youth Olympic Festival

01-08-2022

De danske atleter kæmpede sig til ti EYOF-medaljer, fire af dem stod svømmerne bag.

Af: Klaus Bach Christensen

Svømmefans har sommeren igennem kunnet bade sig i internationale mesterskaber, og i sidste uge var ingen undtagelse. Her fandt afholdelsen af European Youth Olympic Festival – også kaldt ’det europæiske ungdoms-OL’ – nemlig sted.

 

Det danske juniorlandshold bestod af fire svømmere, og de viste sig flot frem på den europæiske svømmescene, fortæller Dansk Svømmeunions juniorlandstræner Thomas Stub.

 

”Det danske svømmehold leverer samlet set en virkelig god præstation under svære betingelser, og jeg er meget tilfreds med måden, hvorpå svømmerne arbejdede og gik til opgaven på. Det er tydeligt at mærke deres dedikation, og under hele mesterskabet havde de fokus på at performe. Gruppen er ung og har et stort udviklingspotentiale, så jeg glæder mig til at følge svømmerne de kommende år og se, hvordan de forbedrer sig i deres træningsmiljøer”, siger Thomas Stub.

 

En af de danske medaljetagere var Martine Damborg fra KVIK Kastrup. Hun havde lørdag aften fornøjelsen af at være den danske delegations fanebærer under afslutningsceremonien i den slovakiske by, Banská Bystrica. Til Danmark Idrætsforbund udtalte den 15-årige KVIK-svømmer:

 

”Det var en stor ære og overvældende at få lov at være den danske fanebærer. Generelt har EYOF været overvældende, for jeg havde slet ikke regnet med to medaljer. Det har været fedt med opbakningen omkring hvert løb og hver medalje. EYOF har givet mig en anden glæde ved svømning. Jeg tog en chance og pressede mig selv ved min anden medalje, og jeg er stolt over, at det gav pote og at jeg kunne”.

 

 

Juniorlandsholdet bestod udover Martine Damborg af Nicholas Castella fra Herlev Svømning, Frida Caroline Knudsen fra GTI Swim og Sofie Ravn Herche fra KVIK Kastrup. For alle fire venter nu en velfortjent sommerferie, inden de tager hul på den nye sæson i deres respektive klubber.

 

European Youth Olympic Festival i tal

Fire individuelle medaljer

  • Guld 100m fri, Nicholas Castella, Herlev Svømning
  • Sølv 400m medley, Martine Damborg, KVIK Kastrup
  • Bronze 100m butterfly, Martine Damborg, KVIK Kastrup
  • Bronze 200m fri, Nicholas Castella, Herlev Svømning

Syv finaler

Syv semifinaler

 

Medaljetotalen på fire er en tangering af det største antal vundne medaljer ved et EYOF nogensinde. Under European Youth Olympic Festival i Ungarn i 2017 vandt de danske juniorsvømmere nemlig også fire medaljer. Dengang var det Thea Blomsterberg x2, Karoline Barrett og pigerne i 4x100m holdmedley, som sikrede de danske medaljer.

 

De fire medaljer gjorde Dansk Svømmeunion til det mest vindende af de danske forbund under mesterskaberne. Læs mere om medaljefordelingen hos Danmarks Idrætsforbund.

 

Facebook og Instagram har vi fulgt konkurrencerne tæt, så vil du vide mere om, hvordan konkurrencerne forløb, finder du billeder, videoer og meget mere der.

 

Se Nicholas Castella fejre sin guldmedalje i 100m fri