0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

International idrætspolitik og slidte kondisko

22-06-2022

Et indblik i FINAs kongres afholdt under VM Langbane i Budapest.

Af: Allan Nyhus

De store idealer og spørgsmål fik god plads på den ekstraordinære kongres i det internationale svømmeforbund FINA, som blev i afholdt i forbindelse med VM i svømning i Budapest. Og så vakte et par slidte kondisko en genkendelsens glæde.

 

Sammen med formand Pia Johansen deltog jeg søndag den 19. juni i FINAs ekstraordinære kongres, hvor det helt væsentlige punkt på dagsordenen var fremlæggelse af en rapport fra FINAs såkaldte transgender taskforce (herefter benævnt komité).

 

Vi har som medlemsland vidst at komiteen var nedsat. Og Pia har som bureaumedlem (svarende til bestyrelsesmedlem) af det Europæiske svømmeforbund LEN også søgt informationer om arbejdet i FINAs komite. Men nærmest intet slap ud inden kongressen søndag.

 

I Danmark er vi jo vant til at få dagsorden med bilag og de spørgsmål vi skal stemme om i god tid. Den “rutine” og rammer for god compliance i øvrigt prøver vi også at få både LEN og FINA til at indarbejde i deres måde at arbejde på. Men med over 200 medlemsorganisationer i FINA og over 50 medlemslande i LEN, der ikke alle har vores tilgang til gennemsigtighed og good governance, er det en opgave i sig selv.

 

Vi modtog således ikke bilag til dagsordenpunktet om transkønnede eller komitéens anbefalinger inden kongressen og vi vidste heller ikke om der skulle stemmes om punktet, da vi rejste til Budapest. Det fandt vi først ud af lørdag aften via vores møder i det nordiske svømmesamarbejde.

 

Allan Nyhus og Pia Johansen samt FINAs præsident (bemærk hans sko).

 

Vores position

Bestyrelsen i Dansk Svømmeunion har hen over foråret behandlet emnet og vores position var klar. Vi synes det er vigtigt med fairness og beskyttelse af kvindesporten. Derfor tog vi til Budapest med budskabet om, at kun biologisk fødte kvinder kan konkurrere i kvindekategorien ved nationale og internationale mesterskaber. Samtidig vil vi gerne, at alle skal føle sig velkomne i svømningens verden. Derfor mener vi også, at der skal være gode muligheder for at konkurrere på anden vis, hvorfor vi overvejede både en åben række men også en trans-række for hhv. transkvinder og transmænd. Synspunkter vi tog med til Budapest.

 

FINA og IOCs politik for transkønnede

Til kongressen fremlagde komiteen deres arbejde. Komiteen bestod af tre undergrupper. En medicinsk, en juridisk og en med atleter. Tilsammen fremlagde de vægtig medicinsk/videnskabelig og juridisk argumentation med henblik på at beskytte kvindesporten. Dertil fortalte nuværende og tidligere kvindelige topsvømmere, hvorfor de støttede den fremlagte politik.

 

Politiken betyder, at man skal have påbegyndt kønsskifte inden sit 12. år, hvis man senere hen ville kunne konkurrere i kvinderækken på højt internationalt niveau.

 

Vi er ikke begejstrede for 12 års grænsen. Den kan medføre andre problemer, bl.a. forcerede beslutninger om kønsskifte. Men vi må også erkende, at FINA har gjort et godt inddragende arbejde med at lande et kompromis, som de fleste medlemmer af FINA kan se sig selv i. Samtidig har de videnskabelige og juridiske argumenter vejet tungt og atleter, der ellers plejer at være kritiske overfor FINA har været inddraget i processen. Derfor endte vi med at stemme ja til den fremlagte politik. Men også fordi alternativet kunne have været værre. Eks. at der ingen grænse ville have været. IOC, den olympiske komite, fremsatte i slutningen af 2021 et sæt vejledende retningslinjer, der bl.a. gik på at man ikke som udgangspunkt skulle antage, at transkvinder ville have fysiske fordele i forhold til biologisk fødte kvinder. Havde FINA rettet sig efter IOC, kunne kvindesvømningen have stået et helt andet og dårligere sted efter FINA kongressen.

 

De høje idealer

Inden vi kom til punktet om transkønnede havde IOC præsident Thomas Bach og FINA præsident Husain Al Musallem holdt deres indledende taler. Thomas Bach talte med udgangspunkt i krigen i Ukraine, om hvordan sporten globalt kan forene mennesker og det, at vi nu måske ser ind i en ny mere opdelt verdensorden, både politisk og økonomisk. Og det er sportens chance, sagde Thomas Bach. For mennesker leder ikke efter splittelse, men sammenhold og fællesskab. Og her kommer sport ind i billedet.


Efter Thomas Bach var det FINA præsident Husain Al Musallams tur.  Ligesom Thomas Bach sparede Husain ikke på løfterne og de høje idealer. Bl.a. fortalte han, at atleterne nu får højere præmiepenge, ligesom han har igangsat et program med at bygge svømmehaller i udviklingslande. Han sagde også gennemsigtighed, forenet (unity) og ingen diskrimination flere gange end undertegnede kunne tælle.

 

Som danskere er vi som udgangspunkt skeptiske overfor de internationale idrætsorganisationer. Møgsager og beskyldninger om bestikkelse, korruption og manglende gennemsigtighed er der nok af. Men det er alligevel som om, der er sket en positiv bevægelse det seneste år. Alene det at spørgsmålet om transkønnede blev bragt op på FINAs kongres er fremskridt. Det var aldrig sket få år tilbage.

 

Møde blandt de nordiske svømmeforbund samt et billede af FINAs kongres.

 

SVØMs internationale arbejde

De sidste par år har der i Dansk Svømmeunion været en del drøftelser om, hvor meget energi vi skulle lægge i vores internationale arbejde. For hvad nyttede det egentlig? Udviklingen det sidste års tid har overbevist mig om, at der, hvor man måske skal gøre allermest, er når det ser mest håbløst ud. For lige pludselig vender det og så skal man være klar til at rykke, for man kan pludselig få indflydelse hvis man opsøger det.

 

I efteråret 2021 offentliggjorde vi vores Internationale strategi. Den blev der hurtigt brug for, for med værdier som demokrati og gennemsigtighed turnerede formand Pia Johansen Europa tyndt i det sene efterår 2021 og det tidligere 2022 med det formål at få en ny og mere gennemsigtig og demokratisk ledelse i det europæiske svømmeforbund LEN.

 

Mission lykkedes som bekendt og siden februar har Pia været medlem af LENs øverste organ, LEN bureauet. Fra den position og med DIF som en stærk international aktør, foruden begyndende politisk involvering fra EU, har vi kunnet arbejde med både direkte og indirekte indflydelse på udviklingen af international idrætspolitik.

 

Selv tænker jeg tilbage til april, hvor Husain Al Musallam og præsidenten samt vicepræsidenten fra LEN besøgte os i Danmark og vi tilbragte en hel aften i afslappet selskab. Jeg havde selv taget mit stiveste puds på, men både FINA og LEN repræsentanterne mødte op i slidte kondisko og cowboybukser. På det tidspunkt vurderede de samstemmende, at FINA måtte lægge sig op ad IOCs politik på transkønnede. Men vi brugte hele aftenen på at fortælle dem vores synspunkt. I de følgende dage besøgte FINA og LEN ledelsen de andre nordiske lande, som fortalte dem det samme.

 

Måske de nordiske besøg bidrog til, at FINA traf en bedre beslutning end den, der oprindeligt var på bordet. Jeg er selv blevet overbevist om, at vi også internationalt kan gøre en forskel og skubbe tingene i den retning, vi ønsker. Specielt hvis vi finder sammen med svømmenationer, der arbejder for de samme værdier som os. Og der er flere end man tror. Også flere end jeg troede for blot et år siden.

 

Og hvad betyder al den internationale snak så for de danske svømmere? Helt konkret betyder det nu at kvindesporten stadig vil være fair og på lige vilkår. På den lange bane betyder det mere gennemsigtighed og demokratiske processer i international sport. Det vil smitte positivt af på os som svømmenation, fordi vi kan bidrage med viden og indsigt til den moderniseringsproces.

 

Det betyder forhåbentlig også, at vi kan besætte endnu flere internationale poster i fremtiden. Alt lige fra de øverste ledelser til, og det er vigtigt, de komiteer og udvalg, der fastsætter reglerne for vores sport.

 

Nuvel, for det unge medlem, der lige er startet i en svømmeklub, betyder det måske ikke det store lige nu. Men på den lange bane kan det komme til at spille en stor betydning, når det unge medlem bliver et livslangt medlem i svømmesporten.

 

Personligt mener jeg også, at sport og politik altid har hængt sammen. Det kan blive dyrt for vores demokratier, frihed og demokratiske samfundsmodeller, hvis vi overlader styringen af de internationale idrætsorganisationer til autoritære og mindre demokratiske lande. For de samme lande udnytter sportens samlende og vindende væsen til at fremme egne dagsordener og derfor skal Dansk Svømmeunion og dansk idræt i det hele taget, tage vores del af ansvaret og deltage i international idrætspolitik.

 

I øvrigt, de slidte sko der sad på præsidenten i april i København, bar præsidenten stadigvæk til FINAs kongres. Denne gang havde han dog skiftet til jakke og slips, men skoene var de samme. Jeg tolker det som et udtryk for de mange kilometer, han måtte have løbet jorden rundt for at lande kompromiset om transkønnede, og nu skulle de lige have det sidste med.


 






Cookieindstillinger