0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Dansk Svømmeunions bestyrelse præsenterer sin internationale strategi

10-11-2021

Værdierne demokrati, gennemsigtighed og ytringsfrihed bliver styrende for svømmeunionens fremtidige internationale arbejde.

Af: Dansk Svømmeunion

Dansk Svømmeunion, såvel som dansk idræt, står overfor en række etiske og moralske valg i det internationale arbejde i de kommende år. Idrættens internationale beslutningsorganer er på den ene side under pres for at agere mere demokratisk og gennemsigtigt. På den anden side er de blevet fora, hvor lande med et tvivlsomt moralsk kompas, set med vestlige demokratiske øjne, legitimerer sig selv.

 

For at kunne navigere i dette konfliktfelt præsenterer Dansk Svømmeunions bestyrelse derfor sine retningslinjer for svømmeunionens internationale arbejde.

 

Om den internationale strategi siger bestyrelsesformand Pia M. Johansen:

 

”Den nuværende tendens, hvor lande, med autoritære styreformer, prioriterer at bruge mange penge på at tiltrække store sportsevents som branding af deres land, er uden tvivl en opadgående trend. Vi er allerede nu begyndt at se tegn på næste trin i den udvikling”.

 

”Personer med tæt tilknytning til de pågældende landes magthavere placeres øverst i de internationale organisationer. De har penge og derfor magt. Der sættes en dagsorden, hvor ord som demokrati og integritet skal bane vejen for accept og alliancer med vestlige demokratier. Spørgsmålet er i hvilket omfang, der er plads til reel debat og uenighed i de politiske organer. Det er den virkelighed, vi bliver nødt til at forholde os til og balancere i”.

 

”Det glæder mig, at Danmarks Idrætsforbund (DIF) i sin nye internationale strategi også viser en klar og tydelig retning ved at insistere på dialog, samarbejde og ytringsfrihed”. 

 

Yderligere fortæller formanden, at Dansk Svømmeunion uomtvisteligt vil blive en brik i det internationale idrætspolitiske spil de kommende år – lige som andre idrætsforbund allerede er det. Hvad enten vi er den lille brik eller den store, vil vi slå fast, at vi vil gå forrest i kampen for demokrati, gennemsigtighed og ytringsfrihed i international sport.

 

Hvordan Dansk Svømmeunion konkret vil præge det internationale arbejde, kan læses i strategien her.


 






Cookieindstillinger