Underviser du babyer, tumlinger og børn i svømning? Så er børnesporet til Aqua Inspiration noget for dig.
Aqua Inspiration er en fantastisk weekend, hvor du får indblik i de nyeste trends inden for svømning og andre vandaktiviteter. Der er fokus på masser af praktisk og teoretisk inspiration samt erfaringsudveksling med andre vandentusiaster.
Instruktørerne kan vælge mellem workshops og oplæg fordelt på tre spor: børn, unge og voksne. Børnesporet er for dig, der enten allerede underviser babyer, tumlinger og børn i svømning eller gerne vil i gang.
Find invitiation med al information om Aqua Inspiration her.
Når de nybagte forældre tager deres babyer med til svømning, er det vigtigt at både forælder og baby får en god start i vandet. Det får du ny inspiration til og viden om på Aqua Inspirations tre workshops målrettet babysvømning. De kommer blandt andet omkring sanglege, dyk og greb samt den gode start for baby og forældre.
På de tre tumlinge-workshops kan du få inspiration til, hvordan du skaber en god overgang fra at svømme med forælder til selvstændig svømning af korte strækninger. Her er der fokus på leg og temaer, så tumlingerne gradvist bliver trygge ved at svømme, uden at deres forældre er med i vandet.
Hvis du underviser børn i svømning, kan du få inspiration til, hvordan du udvikler din træning. Det kan fx være på workshops om kaostræning, storytelling for vandtilvænning og overgangen fra grundfærdighed til grovmotorisk crawl eller rygcrawl. Du kan sikkert også få glæde af børnesporets oplæg om trivsel og Antibulli-svømning, tilrettelæggelse af den perfekte sæsonplan samt svømmetræning, der er motiverende for alle.
På børnesporet kan du også få inspiration til andre vandaktiviteter for børn, der ikke handler om at lære at svømme baner. De kan enten bruges som anderledes elementer i din svømmetræning, eller de kan skabe grobund for helt nye hold. Det gælder fx workshops om Aqua Yoga, dykning, udspring og kunstsvømning – alle med fokus på tilpasning af undervisningen til børn.