0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Vores navneskifte er bæredygtigt

05-05-2022

Generalforsamlingen vedtog et nyt navn, men selve skiftet er en bæredygtig og glidende overgang.


I lørdags vedtog Dansk Svømmeunions generalforsamling, at vi skal skifte navn til SvømDanmark. Og ja, det er stadig korrekt at sige, at det var Dansk Svømmeunions generalforsamling. Da bestyrelsen fremlagde forslaget om navneskiftet, blev det nemlig gjort klart, at det først officielt træder i kraft til årsskiftet.

 

”Indtil nytår hedder vi stadig Dansk Svømmeunion, og fra 1. januar 2023 vil vores navn være ændret til SvømDanmark i alle officielle sammenhænge,” siger direktør Merete Riisager.

 

Løbende skift af navn og materialer

Der er flere årsager til, at vi har valgt en glidende overgang til navneskiftet, lyder det fra direktøren. For det første er vi ikke interesserede i at spilde en masse ressourcer på at udskifte alle vores badehætter, t-shirts, roll ups og andet fysisk materiale på én gang.

 

”Det er vigtigt for os, at vores navneskifte bliver så bæredygtigt som muligt. Vi vil ikke smide fx t-shirts og badehætter ud, der sagtens kan bruges, bare fordi der står Dansk Svømmeunion på. Det er spild af penge, som vi hellere vil bruge på vores medlemsklubber,” forklarer Merete Riisager.

 

Læs også: Opsummering af generalforsamlingens vigtigste nyheder

 

En anden årsag er, at det køber os noget tid til at udvikle en ny og gennemarbejdet visuel identitet og et nyt logo, der passer til vores organisation.

 

”Når det er på plads, vil vi stille og roligt gå i gang med at udvikle nyt fysisk materiale. Men vi producerer ikke en masse nyt, før der er tyndet ud i det gamle,” fastslår Merete Riisager.

 

Ved pressehenvendelser kontakt da pressekontakt, Klaus Bach Christensen på mobil: 28305012.