Helena Rosendahl Bach og Frederik Riedel Lentz gør Julie Kepp Jensen selskab i aftenens finaleafsnit.
Af: Klaus Bach ChristensenHelena Rosendahl Bach fra Aalborg Svømmeklub svømmede sig her til formiddag sikkert videre i kvindernes 200 meter butterfly. Helena tilbagelagde de otte baner i tiden 2.06.49, hvilket var næsthurtigst af løbets deltagere.
”Jeg er godt tilfreds. Jeg føler, at jeg lykkedes godt med min plan, som var at svømme hurtigt de sidste 75 meter. Der er lidt mere at skyde med til senere, så jeg håber, at jeg kan svømme hurtigere, og så må vi, hvad det rækker til. Jeg vil gerne i EM-finalen, men jeg lærer hele tiden og ser nu frem mod semifinalen, som er en ny mulighed for, at jeg kan lære og få mere erfaring,” siger Helena Rosendahl Bach.
Frederik Riedel Lentz fra Gladsaxe Svømmeklub svømmede også sit første løb ved europamesterskaberne, og det blev en god oplevelse. Frederik sprintede sig i mål i tiden 21.68 på 50 meter fri, hvilket er personlig rekord med 0,33 sekund. Med tiden avancerede han til aftenens semifinaler som nummer 15.
”Pulsen var høj, og det var lidt nervepirrende, men det var rart at komme i gang og få slået isen i stykker. Jeg ville gerne have svømmet lidt hurtigere, men min vending var desværre lidt dårlig, så den må jeg forbedre i semifinalen. Jeg vurderer, at der er potentiale for at præstere endnu bedre,” siger Frederik Riedel Lentz.
Se alle EM-resultater her.
Se videointerview med EM-debutant Elisabeth Sabroe Ebbesen fra Gentofte Svømmeklub her.
Senere i dag (16.00 dansk tid) svømmes finaleafsnittet. Her er Danmark, udover Helena Rosendahl Bach og Frederik Riedel Lentz, repræsenteret med Julie Kepp Jensen fra A6/NTC i kvindernes finale på 50 meter fri. Det hele kan streames live på LEN TV, og vil du med bag kulissen, så følg med på Instagram eller Facebook.