Østdanske Mesterskaber for juniorer og seniorer afholdes i samarbejde med Holbæk Svømme Klub.
Af: Klaus Bach ChristensenDet er igen blevet muligt at afholde vores nationale events, hvilket vores lokalarrangører nok en gang har afgørende indflydelse på. Vejle Svømmeklub byder svømmeklubberne vest for Storebælt indenfor i DGI Huset Vejle, mens Holbæk Svømme Klub afholder mesterskaberne for de østdanske klubber i Holbæk Sportsby.
Merethe Møller Hansen, der er medlem af bestyrelsen i Holbæk Svømmeklub og er ansvarlig for klubbens kommunikationsudvalg, udtaler følgende:
- I Holbæk Svømme Klub glæder vi os over at være vært for denne begivenhed. Klubben flyttede til Holbæks nye Sports By for et par år siden, og siden da har vi haft et mål og et ønske om at kunne tage svømmearenaen i brug til et sådant event. Det sker nu, når klubben bliver vært for Østdanske Mesterskaber for junior-/seniorsvømmere.
- Ud over at indvie arenaen til et stort stævne, så giver det også Holbæk en mulighed for at give både de lokale indbygger, men også andre klubber et indblik i de mange sportsaktiviteter byen har samlet under et tag. Det er en stor Sports By, som løbende er under udvikling, og som, vi håber, vil styrke lysten til et aktivt liv for alle i alle aldersgrupper.
- Vi glæder vi os til at tage imod en masse mennesker. Både de mange entusiastiske og dygtige svømmere fra Holbæk Svømme Klub og i særdeleshed også jer fra svømmeklubberne i Østdanmark. Ligeledes ser vi frem til at modtage de mange frivillige, som gør, at dette stævne kan afholdes. Der er mange involveret i arrangementet både før – under – og efter. På forhånd tak for jeres indsats og Holbæk Svømme Klub håber, at I vil nyde faciliteterne og arrangementet på lige fod med svømmerne og os ”lokale” fra byen.
Bassinet i Holbæk Sportsby danner rammen om årets Østdanske Mesterskaber.
Foto: Holbæk Svømme Klub.
Hvornår svømmes der?
Østdanske Mesterskaber
Seniormesterskaberne i Vest og Øst er for damer født i 2007 eller tidligere, mens herrer skal være født i 2006 eller tidligere for at deltage. Juniormesterskaberne i Vest og Øst er for piger født fra 2005-2007 og for drenge født fra 2004-2006. 400 meter fri afvikles med direkte finale, hvilket også gælder for løbene 800 meter og 1500 meter fri samt 400 meter medley, hvor det formodede bedste heat dog svømmes i et af de to finaleafsnit.
Fra Dansk Svømmeunions Sportsafdeling skal der til slut lyde en stor tak til de to lokalarrangører, ligesom alle øvrige, der bidrager til afholdelsen af de to mesterskaber, også skal have tak for hjælpen. Må alle have nogle gode mesterskabsdage i Vest- og Østdanmark.