Svømmefesten fortsatte onsdag ved EM i Budapest.
Af: Klaus Bach ChristensenTo danskere var onsdag i aktion ved EM i Budapest. Efter omsvømning havde Julie Kepp Jensen fra A6/NTC i går kvalificeret sig til finalen på 50 meter rygsvømning i tiden 28.01. Samme tid blev hun noteret for i hendes første individuelle finale ved et europamesterskab på langbane, hvilket rakte til en fornem 6. plads.
- Overordnet var det en fin præstation. Det er lidt sjovt, at jeg svømmer samme tid, som jeg gjorde i går i semifinalen og omsvømningen. Jeg havde håbet at svømme lidt hurtigere, men jeg er glad for mit finaleløb, siger Julie Kepp Jensen.
Se flere billeder af Julie Kepp Jensen på Instagram.
Foto: Patrick Kraemer.
Helena Rosendahl Bach fra Holstebro Svømme Club, der allerede har klaret OL-kravet på 1500 meter fri, jagtede i dag endnu en OL-kravtid på 200 meter butterfly. Hendes indledende tid på 2.09.10 sendte hende videre til semifinalerne i fjerde hurtigste tid, 0,99 sekund fra OL-kravet. I semifinalen forbedrede hun tiden til 2.08.95 og avancerede til EM-finalen i tredje hurtigste tid. Semifinaletiden er personlig rekord med 0.15 sekund for Helena Rosendahl Bach.
- Det er helt vildt. Det er så fedt, og så endda i ny personlig rekord. Jeg glæder mig til hele finalestemningen, det store lysshow og at opleve EM-finalen. Det er det, jeg træner og kæmper for, så jeg glæder mig, og i morgen skal jeg bare nyde det. Jeg kommer tættere og tættere på OL-kravet, så nu må det bare gerne være der, siger Helena Rosendahl Bach.
Helena Rosendahl Bach i aktion ved EM.
Foto: Patrick Kraemer.
I morgen fortsætter EM i svømning, som kan følges live på TV2 SPORT fra 9.55. Har man ikke TV 2’s kanaler, kan europamesterskaberne i svømning også streames gratis via LENs hjemmeside, hvor også startlister fremgår. Følg også med på Instagram og se flotte billeder.
Alle dagens EM-resultater kan ses her, eller i appen: MyLEN.
Få overblikket over tidligere EM-dage.
Internationale kvalifikationer
EM Kortbane, 2.-7. november, Kazan, Rusland
VM Kortbane, 16.-21. december, Abu Dhabi, Forenede Arabiske Emirater