0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Meget er på spil for konkurrencehungrende svømmere ved EM

14-05-2021

Der skal svømmes om alt fra OL-kvalifikationer til EM-medaljer ved EM Langbane i Budapest.

Af: Klaus Bach Christensen

Pressemeddelelse udsendt fredag den 14. maj 2021.

 

Endelig er tiden kommet til afholdelse af sidste års mange udskudte mesterskaber. Fra den 17.-23. maj afholdes europamesterskaberne i svømning på langbane i Ungarn. Nær Donau floden i Budapest skal konkurrencerne svømmes, og intet mindre end 24 svømmere skal repræsentere de rød-hvide farver.

"Det rekordstore EM-hold giver danske svømmefans rigtig gode muligheder for at opleve landets absolut bedste svømmere konkurrere mod den europæiske elite. Det er det første internationale mesterskab siden EM på kortbane for halvandet år siden, og jeg ved, at mange af landsholdets profiler er sultne efter at komme ud og måle sig mod deres europæiske konkurrenter. Udover EM-medaljer er det svømmernes sidste mulighed for at kvalificere sig til OL i Tokyo, som jeg forventer flere vil svømme efter. EM-holdet tæller også flere unge debutanter og holdkapsvømmere, som, jeg håber, høster en masse værdifuld erfaring, som de kan bruge i deres træning frem mod OL i Paris 2024," siger Lars Green Bach, sportschef i Dansk Svømmeunion.

EM Langbane i Budapest bliver for flere af landsholdssvømmerne et gensyn med den moderne og professionelle vandsportsfacilitet Duna Arena, som i 2019 lagde bassin til VM. Coronavirus tillader denne gang ikke tilskuere på lægterne, og det ser landsholdssvømmer Emilie Beckmann fra Tune I.F./GTI/NTC både fordele og ulemper ved.

 

Emilie Beckmann har svømmet under OL-kravet på 100m butterfly.

Foto: BESTSELLER for DIF og Team Danmark.

 

"Jeg blev blæst bagover af den stemning, som de mange tusinde fadølsdrikkende tilskuere skabte ved VM. Det var tydeligt at mærke, at de ville deres ungarske svømmehelte det bedste og alle os andre det værste. I dag ville jeg være bedre rustet til at håndtere det store tryk, men jeg er sikker på, at vi i landsholdslejren nok skal lave vores egen fest og støtte hinanden, så vi kan performe bedst muligt i den flotte arena, der plejer at være garant for hurtig svømning," siger Emilie Beckmann og uddyber:
 
"Efter jeg svømmede under OL-kravet på 100 meter butterfly, er målet stillet skarpt mod Tokyo. Det betyder, at jeg ikke stiller nedtrappet til start ved EM – gode præstationer ved OL er simpelthen bare vigtigere. Det gør dog ikke, at jeg er mindre motiveret, for jeg elsker at konkurrere på de store svømmescener. Vi må se, hvor jeg står i forhold til mine konkurrenter, men jeg kommer til at give mig 100 procent."
 
Emilie Beckmann rejser sammen med størstedelen af landsholdet til Budapest fredag den 14. maj, hvor de frem til den 24. maj skal leve i en såkaldt coronaboble. Du kan se en præsentation af landsholdet, trænerstaben, løbsprogram og meget mere i vores EM-magasin.

 

Sidste mulighed for at kvalificere sig til OL

Kvalifikationsperioden til OL i Tokyo slutter efter EM. Det betyder, at landsholdssvømmerne stadig har mulighed for at svømme under OL-kravtiderne i løbet af EM. Foreløbigt har følgende svømmere individuelt formået at svømme under kravtiderne til sommerens olympiske lege:

  • Alexander Aslak Nørgaard, SIGMA Swim, 1500 meter fri
  • Anton Ørskov Ipsen, SIGMA Swim, 800 meter fri
  • Emilie Beckmann, Tune I.F./GTI SWIM/NTC, 100 meter butterfly
  • Helena Rosendahl Bach, Holstebro Svømme Club, 1500 meter fri
  • Julie Kepp Jensen, A6/NTC, 50 meter fri
  • Pernille Blume, SIGMA Swim, 50 og 100 meter fri
  • Signe Bro, Svømmeklubben Triton Ballerup/NTC, 100 meter fri

Kravtider og yderligere om OL-kvalifikationen kan ses her.
 
Vigtig viden om EM-dagene
I de indledende løb svømmes der på ti baner, mens der i semifinaler og finaler svømmes på otte baner. Konkurrencerne foregår i et 50 meter bassin.

  • Indledende løb starter alle dage 10.00
  • Finaleafsnit starter alle dage 18.00

Startlister og programmer kommer til at fremgå her.
Resultater kan løbende ses her.
Læs yderligere om EM på den officielle EM-side.
 
Følg med på SvømmeSportInstagramTwitter og svoem.org, hvor vi følger de danske svømmere tæt. Du kan også læse med i vores nyhedsbrev, som du kan tilmelde dig her.
 
Husk også, at TV 2 sender direkte fra europamesterskaberne. Se foreløbige sendetider i vores EM-magasin.
 
Pressehenvendelser
Vi opfordrer til, at kontakten til svømmerne og holdets stab går via vores pressekontakt og kommunikationskonsulent Klaus Bach Christensen, der kan kontaktes på mobil: 2830 5012 og mail: kbc@svoem.dk
 
For yderligere info, kontakt da pressekontakt og kommunikationskonsulent Klaus Bach Christensen på mobil: 2830 5012 eller mail: kbc@svoem.dk


 






Cookieindstillinger