0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Lærke Toft Ruby repræsenterer Danmark ved EM i åbent vand

08-05-2021

Når EM-starten går på onsdag i Budapest, bliver det med svømmeren fra A6 i feltet.

Af: Klaus Bach Christensen

EM i åbent vand blev som så mange andre sportsevents udskudt sidste år grundet den verdensomspændende coronapandemi. Nu er ventetiden endelig ovre, og Lærke Toft Ruby, der er landsholdssvømmer i åbent vand, ser frem til sin første deltagelse ved et europamesterskab for seniorer.

 

- Efter en lang periode uden de store åbent vand-stævner glæder jeg mig til at komme til udlandet og få startet sæsonen op igen. Jeg er spændt på at se, hvor højt niveauet er, og jeg ser frem til at komme ud og konkurrere mod nogle af Europas bedste åbent vand-svømmere. Jeg forventer, der bliver svømmet hurtigt, og der generelt er et højt niveau. Jeg vil forsøge at komme med feltet, så det bliver en hård og hektisk start. Jeg håber at få nogle nyttige og gode erfaringer, som jeg kan bruge fremadrettet. Herudover ser jeg det som en stor oplevelse og er glad for at få muligheden for at deltage, siger Lærke Toft Ruby fra A6.

 

Ved europamesterskaberne deltager åbent vand-svømmeren både på 5 og 10 kilometer distancen, der svømmes henholdsvis den 12. og 13. maj. Deltagelsen er kulminationen på Dansk Svømmeunions åbent vand-projekt, der blev søsat i 2014. I den forbindelse kvalificerede en stribe svømmere sig til projektet, og de har de seneste år deltaget ved nordiske mesterskaber, EM for juniorer og LEN Cuppen i åbent vand, der blandt andet har været afholdt i forbindelse med TrygFonden Christiansborg Rundt.

 

Lærke Toft Ruby i aktion ved Len Cuppen i 2019 i Københavns kanaler.

Foto: Michael Vienø.

 

Talentansvarlig i Dansk Svømmeunion Thomas Stub, der fungerer som landstræner under europamesterskaberne i Budapest, glæder sig til at få tilføjet endnu et kapitel til læringsprocessen om åbent vand svømning på absolut øverste internationale konkurrenceniveau.

 

- Jeg glæder mig til at se Lærke konkurrere mod den europæiske elite, og målet er at se, hvor tæt vi kan komme på medaljetagerne. Konkurrencer i åbent vand er meget unikke, for løbene er altid forskellige på grund af vind, vejr og vandforhold. Fælles for konkurrencerne er dog, at der handler om at placere sig rigtig under massestarten og sørge for at få sig hægtet på frontgruppen med det samme. Løbene ender ofte som rene udskilningsløb, så jeg glæder mig til at se, hvor lang tid Lærke kan følge de formodet hurtigste, siger Thomas Stub.

 

Lærke Toft Ruby fortæller, at hun på grund af corona har forberedt sig i Danmark, selvom det havde været muligt med en træningslejr i varmen. Da sø- og havvandet her i Danmark stadig er koldt, har hun svømmet indenfor. Her har hun forsøgt at øve de tekniske detaljer til åbent vand - bl.a. pejling og vendingerne omkring bøjerne. Herudover har hun trænet og tilbagelagt en masse kilometer.

 

Kvindernes 5 kilometer forventes at blive svømmet klokken 11.00 den 12. maj, mens starten på kvindernes 10 kilometer er sat til at starte den 13. maj klokken 10.00.

 

Resultater mv. kan ses her.

Læs mere om EM i åbent vand her.

 

Læs mere om EM i udspring, hvor Laura Venetia Valore repræsenterer Danmark.

EM i svømning foregår fra den 17.-23. maj. Se vores optaktsmagasin her.


 






Cookieindstillinger