0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Weekenden byder på OL-kvalifikation i sundhedsforsvarligt setup

01-03-2021

Under skærpede coronarestriktioner får landets bedste svømmere mulighed for at kvalificere sig til OL og EM.

Af: Klaus Bach Christensen

Siden coronavirussen kom til Danmark sidste år, har vores udmelding været klar: Folkesundheden er vigtigere end vandaktiviteter, og vandaktiviteter må ikke bidrage til at sprede smitte – hverken i eller udenfor bassinet.

 

Alle, der deltager ved OL-kvalifikationsstævnet, er professionelle atleter, jævnfør Kulturministeriets definitioner for professionel idræt, som desuden er undtaget det generelle forsamlingsforbud. Svømmerne kan se frem til et professionelt idrætsarrangement i DGI Huset Vejle, som kommer til at foregå under foranstaltninger, der er skærpede i forhold til dem, der gælder for det øvrige samfund.

 

- Vi har brugt adskillige timer på at forberede os på afholdelsen af OL-kvalifikationsstævnet, så de svømmere, der har mulighed for at kvalificere sig til sommerens olympiske lege i Tokyo, kan konkurrere under trygge forhold, i sundhedsmæssige forsvarlige rammer og med gode sportslige proportioner, siger sportschef Lars Green Bach og uddyber:

 

- Vi har gode erfaringer at trække på, da vi i december afholdt DM i Helsingør over otte dage uden et eneste smittetilfælde. Danmarksmesterskabets meget strikse coronaprotokol har vi vendt ned til mindste detalje med vores samarbejdspartnere og i den proces skærpet nogle tiltag yderligere. For eksempel kræves det, at deltagerne skal kunne fremvise en negativ coronatest (PCR-test) for at deltage, ligesom kun fire svømmere konkurrerer ad gangen.

 

Pernille Blume i aktion ved OL i Rio 2016.

Foto: Patrick Kraemer.

 

Den minutiøse gennemgang af kvalifikationsstævnet har ført til en omfattende coronaprotokol. Af den fremgår det blandt andet, at der aldrig vil være flere end 30 personer i den store svømmehal, hvor også en tribune giver god plads rundt om bassinet. Alt er arrangeret, så eventet overholder det gældende arealkrav på minimum fire m2 pr. person, hvorved svømmere og officials, der udgør separate grupper, hele tiden kan holdes adskilt.

 

- Afviklingen af kvalifikationsstævnet bygger på tidligere drøftelser med sundhedsmyndighederne og gode erfaringer fra afholdelsen af fire DM-stævner i december 2020. Vi har desuden været i dialog med Danmarks Idrætsforbund for at trække på deres erfaringer med blandt andet afholdelsen af EM i håndbold. Der er lukket for tilskuere, og forskellige initiativer sikrer, at deltagere ikke blandes på tværs af hinanden, siger Thomas Stub, der er Dansk Svømmeunions COVID-19-ansvarlig under eventet.

 

Sundhedssituationen udvikler sig løbende, og skulle det blive nødvendigt med skrappere tiltag, er alle parter klar til at implementere yderligere sundhedsmæssige foranstaltninger.

 

Se kravtider til OL og EM her.

Se med live fra kvalifikationsstævnet via vores YouTube-kanal.

 

Hurtigt overblik

  • OL-kvalifikationsstævnet foregår i DGI Huset, Vejle Svømmehal fra den 5.-7. marts.
  • OL-kvalifikationsstævnet afvikles på langbane (50 m).
  • Dansk Svømmeunion har sammen med Danmarks Idrætsforbund udarbejdet en coronaprotokol bestående af restriktioner, der er skærpede i forhold til dem, der gælder for det øvrige samfund.
  • Alle deltagende svømmere defineres som værende professionelle atleter jævnfør Kulturministeriets definitioner for professionel idræt.
  • Professionel idræt er undtaget det generelle forsamlingsforbud.

 

Coronaprotokollen for OL-kvalifikationsstævnet består blandt andet af:

  • Alle deltagere skal fremvise en negativ coronatest (PCR-test) for at deltage.
  • De enkelte hold holdes adskilt og kommer ikke i kontakt med øvrige deltagere
  • Eventet afvikles som en lang række separate kvalifikationsafsnit med grupper af 20 svømmere, som hele tiden holdes adskilt.
  • Alle anvendte rum og opholdssteder lever op til arealkravet på minimum fire m2 pr. person
  • Den enkelte gruppes flow er hele tiden ensrettet, så områder og kontaktflader løbende kan afsprittes og rengøres.
  • Under konkurrencerne vil der aldrig være mere end fire svømmere i vandet ad gangen, selvom der er otte baner. Svømmerne vil konkurrere med mindst to meter mellem sig.
  • Alle tilmeldte klubber skal stille med en COVID-19-ansvarlig, der skal kunne håndtere evt. smitteopsporing.
  • Se hele coronaprotokollen her.

 






Cookieindstillinger