Svømmere får en stærkere stemme i det fælles elitearbejde mellem SVØM og Team Danmark.
Af: Klaus Bach ChristensenDet daglige samarbejde mellem Dansk Svømmeunion og Team Danmark er forankret i en arbejdsgruppe og en styregruppe. Helt konkret består opgaven for henholdsvis arbejds- og styregruppen i at udvikle og evaluere indsatser vedrørende det fælles arbejde i dansk landsholdssvømning.
Dansk Svømmeunion har igennem mange år haft udpeget en atletrepræsentant blandt svømmere i en af Team Danmarks atletkategorier, som en del af samarbejdet med Team Danmark. Denne repræsentant har deltaget i dialogen og forskellige møder i relation til det fælles elitearbejde mellem Dansk Svømmeunion og Team Danmark.
Landsholdssvømmer Signe Bro fra Svømmeklubben Triton Ballerup/NTC har den seneste sæson været udpeget som svømmerepræsentant af sine landsholdskollegaer.
- Jeg er utrolig glad og stolt af at være svømmerepræsentant, og det er en rolle, som betyder meget for mig. Det er fedt at kunne tilkendegive sin mening og være med i arbejdet bag nogle af de gode tiltag i svømmeunionen, siger Signe Bro.
Sammen med Sportsafdelingen er hun kommet frem til, at det kan styrke processerne i arbejdsgruppen mellem Dansk Svømmeunion og Team Danmark, hvis flere svømmere fremover inddrages. Derfor har der siden december foregået en proces med at finde yderligere to landsholdssvømmere, som er interesserede i rollen som svømmerepræsentant.
Landsholdenes samarbejdsforum
For at styrke samarbejdet og øge værdien af det tværgående arbejde blandt Dansk Svømmeunions landsholdsgrupperinger, har sportsafdelingen søsat Landsholdenes samarbejdsforum. I det nye forum skal den sportslige ledelse i Dansk Svømmeunion samt to-tre landsholdssvømmere drøfte, hvordan de sammen kan udmønte og udvikle landholdsarbejdet samt trivslen på landsholdene.
Signe Bro ser frem til at opstarte Landsholdenes samarbejdsforum.
Foto: Patrick Kraemer.
Det er udelukkende landsholdssvømmere, der udpeger svømmerepræsentanterne, som fremover både får mulighed for at være en del af Landsholdenes samarbejdsforum samt arbejds- og styregruppe for det fælles elitearbejde mellem Dansk Svømmeunion og Team Danmark.
- Alle aktive landsholdssvømmere er blevet kontaktet i håbet om, at flere vil bidrage positivt og innovativt til videreudviklingen af dansk svømmesport og landsholdsarbejdet. Jeg sidder lige nu alene på posten, og vi er sammen blevet enige om, at der kan komme endnu bedre perspektiver på projekter og sager, hvis vi inkluderer flere mennesker, siger Signe Bro.
Processen med at finde de to øvrige svømmerepræsentanter forventes at blive afsluttet i løbet af denne måned.