Trods svære og skiftende restriktioner har klubber og atleter holdt ud og vist stor ansvarlighed.
Vi har nu i knap 10 måneder oplevet et samfund af en anden verden. Et samfund hvor alt, hvad vi har været vant til at foretage os, har været sat ud af drift og helt nye betingelser og retningslinjer har taget over.
Vi har alle mærket det på egen krop og i vores individuelle livsførelse. Og inden for vores fælles store passion – svømmesporten – har vi i aller højeste grad også mærket ændringerne i mulighederne for at udfolde vores passion.
Der er blevet lukket ned, så er der blevet åbnet lidt igen, så har vi fået lov til at samles 50 personer, så 10 personer og så med mundbind og uden mundbind og med og uden tilskuere. Det har i sandhed været svært at følge med og hele tiden forstå, hvad der er op og ned i de aktuelle restriktioner.
Dansk Svømmeunion har lagt stor energi i at få kommunikeret overfor jer – vores medlemsklubber - om de forskellige restriktioner, der har været gældende til forskellige tider. Og det fortsætter vi naturligvis med. Og vi hører fra jer, at I har stor glæde af vores kommunikation på området, ligesom vi også oplever, at I har taget unionens særlige corona-mail: corona@svoem.dk til jer. I sender gode og relevante spørgsmål til os ad den vej, som vi konstant forsøger at svare på. Det skal I endelig blive ved med.
Vi har samlet svar på nogle af de mest stillede spørgsmål her: https://www.svoem.org/Aktuelt/Corona/FAQ/
Vi kan ikke lade være med at være stærkt imponerede over, hvor flot I i klubberne håndterer de svære og skiftende betingelser, I har for at udrette aktiviteter for jeres medlemmer. Vi oplever, at I gør et fantastisk arbejde. Det skal I have stor tak for.
Og jeres medlemmer – de fortjener også i den grad skulderklap for at gøre deres bedste i forhold til at overholde de mange forskellige restriktioner, når de færdes i svømmehaller til træning og undervisning. De har vist os alle, at de forstår alvoren af at skulle overholde myndighedernes restriktioner, og de har efterlevet dem velvidende, at det har været alt andet end sjovt og nemt. Senest har vi blandt andet set svømmerne til de danske juniormesterskaber tage ansvar for at overholde svømningens coronaregler på bedste vis. Tak til alle jeres aktive for måneders eksemplarisk adfærd.
I Dansk Svømmeunion ærgrer det os, når myndighederne beslutter at lukke hele foreningslivet ned i forbindelse med et voksende smittetryk. I forhold til svømmesporten er det ikke vores indtryk, at smittespredningen finder sted i svømmehallerne i forbindelse med klubbernes aktiviteter. Vi har således kun kendskab til nogle få tilfælde, hvor en smittespredning har fundet sted iblandt vores klubber i forbindelse med aktiviteter i svømmehaller.
Til gengæld ved vi alle, at nedlukningen af foreningslivet giver grobund for dårlig trivsel på grund af manglende fysisk aktivitet og fraværet af sociale fællesskaber.
Forskningsprojekt på vej med fokus på smittespredning i svømmeklubber/svømmehaller
Vi har i Dansk Svømmeunion ikke kendskab til undersøgelser, der fortæller noget om, hvor stor en sandsynlighed og risiko der er for smitte med corona ved ophold i svømmehaller. Hvorvidt der findes nogen former for evidens på området, er således uklart for os. Og det er naturligvis et område, som vi gerne vil blive meget klogere på.
I den forbindelse har vi netop igangsat et forskningsprojekt sammen med forskere ved biomedicinsk institut ved Aarhus Universitet med henblik på at blive klogere på smittespredning i de danske svømmeklubber/-haller.
Inden længe vil I derfor i klubberne modtage et spørgeskema, som vi håber, at I vil udfylde. Jo flere, der medvirker, jo stærkere et resultat, når vi frem til.
Vi glæder os til at se, om konklusionerne på projektet kan bidrage med viden om, hvilken indvirkning aktiviteter i forbindelse med træning og undervisning i svømmehallerne har på smittespredningen i samfundet.
Meget mere om den konkrete undersøgelse, når spørgeskemaerne ligger klar til udsendelse.
Vi vil slutte her med at ønske alle klubber en glædelig jul og et håb om, at vi alle må få et rigtig godt – og aktivt – nytår.
Bestyrelsen i Dansk Svømmeunion