0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Fyld skålen med konfekt og julegodter: Otte dages DM venter i Helsingør

11-12-2020

Ikke siden i fjor har der været DM-metal på spil for landets bedste svømmere.

Af: Klaus Bach Christensen

Langt de fleste af landets dygtigste svømmere har været tørlagte siden coronavirussen gjorde sin entré og siden har holdt store dele af samfundet i et solidt jerngreb. Ørkenvandringen er nu endelig forbi, og i stærkt samarbejde med Helsingør Svømmehal og Helsingør Kommune byder Dansk Svømmeunion samt lokalarrangør Helsingør Svømmeklub inden for til alt andet end julehygge.

 

Fra mandag den 14. december til og med mandag den 21. december lægger svømmere på det øverste konkurrenceniveau i Danmark vejen forbi de flotte rammer i Helsingør Svømmehal, der til mesterskabet har opdelt sit langbanebassin, så det danske kortbanemesterskab kan afholdes retmæssigt. Med de gældende coronarestriktioner har det ikke været muligt at afholde et samlet DM, så damerne konkurrerer i periodens første fire dage, mens herrerne lukker juleballet de sidste fire dage.

 

- Det er utrolig glædeligt for dansk svømmesport, at vi efter en lang, lang vandring i coronaørkenen nu står foran afholdelsen af danmarksmesterskabet på kortbane. Alle nationale og internationale mesterskaber har siden marts måned vært aflyst, og det har i den grad udfordret svømning som en konkurrencesport. Jeg er fuld af respekt over det arbejde, der i hele perioden er blevet udført i vores mange træningsmiljøer af svømmere, trænere og ledere for at holde dampen og motivationen oppe. Det har bestemt ikke været lige ud af landevejen, siger sportschef i Dansk Svømmeunion Lars Green Bach og fortsætter:     

 

- I tæt samarbejde med Helsingør Svømmeklub, Helsingør Svømmehal og Helsingør Kommune kan vi nu se frem til at afholde et mesterskab på højest nationale niveau. Naturligvis i fuld overensstemmelse med de gældende coronarestriktioner, så alle kvalificerede svømmere kan konkurrere sundhedsmæssigt forsvarligt. Afholdelsen er ikke alene vigtig ud fra svømmernes og trænernes sportslige perspektiv, men også essentiel i forhold til at holde hånden under det store frivillige arbejde, der år ud og år ind udføres af ledere, dommere, officials og stævnearrangører i dansk svømmesport.

 

Danmarks hurtigste svømmere deltager for at præstere

Det er topmotiverede svømmere, der stiller til start ved årets kortbanemesterskab, heriblandt landsholdssvømmer Julie Kepp Jensen fra A6/NTC. Sidste gang, der var noget på spil for hende, var ved sidste års EM i Glasgow, og hun ser frem til endelig at se resultatet af en historisk lang træningsperiode.

 

- Jeg glæder mig sådan til at komme tilbage i konkurrencemode og se, hvor jeg står henne i min egen udviklingsproces. Normalt har jeg et topningsstævne hvert halve år, hvor jeg får en indikation på hvad og hvor meget, jeg har forbedret mig, så det bliver spændende at se, hvor meget bedre jeg er blevet på et helt år med hård og seriøs træning. Det er første gang i min karriere, at jeg har trænet så længe uden at teste niveauet af undervejs, så jeg håber på, at alt den gode træning bærer frugt, og jeg leverer nogle hurtige tider til mesterskabet, siger Julie Kepp Jensen, der med tiden 26.31 er indehaver af den nordiske rekord på 50 meter rygcrawl.

 

Julie Kepp Jensen fra A6/NTC i aktion ved EM i Glasgow for et år siden. 

Foto: Patrick Kraemer.

 

At danmarksmesterskabet på kortbane rykker nærmere, kan også mærkes på landsholdskollegaen Rasmus Nickelsen fra Helsingør Svømmeklub, der glæder sig over at skulle svømme på hjemmebane.

 

- Er du sindssyg, hvor glæder jeg mig til endelig at skulle race, og det bliver fedt at kæmpe mod de store drenge igen! Jeg har netop svømmet nogle gode tider til DM Junior, og jeg ved, hvad jeg skal forbedre for at svømme endnu hurtigere på hjemmebane. Jeg skal naturligvis fortsat vænne mig til, at der ikke er nogle klubkammerater eller tilskuere, der hepper, men jeg håber, at jeg alligevel kan svømme op til mine personlige rekorder – og gerne forbedre de tider, som jeg lige har svømmet, siger Rasmus Nickelsen.

 

Rasmus Nickelsen fra Helsingør Svømmeklub viste sig flot frem ved DM Junior på kortbane.

 

Anerkendelse af svømmernes dual career

Dansk Svømmeunion har gjort det til en tradition at hylde de svømmere, der lykkes med det hårde arbejde, som det er at kombinere en uddannelse med sin svømmekarriere. Normalt hyldes de svømmere, som har færdiggjort en uddannelse ved sommerens DM på langbane, men da der ingen nationale mesterskaber har været denne sommer, kan de svømmere, der færdiggjorde en ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse i sommers først få deres hædersbevis ved DM på kortbane.

 

– Flere videnskabelige studier peger på, at atleter får mere ud af deres sport, hvis de udretter noget meningsfuldt, såsom at gennemføre en uddannelse, ved siden af deres sport. Det kan dog være udfordrende at kombinere svømmesporten og sportens høje krav med en kompetencegivende uddannelse. Derfor tjener det efter min mening også til stor inspiration for alle både i og udenfor svømmesporten, når svømmere lykkes med denne opgave. Det ønsker vi at anerkende og sætte ekstra fokus på samtidig med, at de pågældende DM-svømmere får et officielt bevis for de kompetencer, de med denne bedrift har demonstreret, lyder det fra Dansk Svømmeunions sportschef Lars Green Bach.

 

En såkaldt dual career, hvor svømning på højeste nationale niveau og uddannelse kombineres på lige fod, bliver markeret i løbet af danmarksmesterskaberne.

 

Årets danske kortbanemesterskab skal følges digitalt via LiveTiming

Hvor end vi gerne ville invitere publikum inden for og overvære dansk svømning på absolut øverste hylde, må vi desværre meddele, at der ikke er mulighed for at åbne dørene for andre end mesterskabets deltagere.

 

Heldigvis livestreames hele danmarksmesterskabet, og vi opfordrer derfor til at følge med på LiveTiming. Det er også muligt at købe appen ”LiveTiming”, som både kan downloades til iPhone og AndroidTM. Ligeledes kan du hente appen ”SVØM Stopur”, hvor du kan se svømmernes personlige tider, rekorder mv.

  • DM for damer kan følges her.
  • DM for herrer kan følges her.
  •  

Efter hvert afsnit udarbejder vi et samlet klip med dagens begivenheder, som efterfølgende kan ses på vores YouTube-kanal. Så gå endelig ind og abonner på kanalen.

 

Endeligt vil vi opfordre interesserede til at følge med på Facebook og Instagram, hvor vi dækker mesterskabet intenst.

  

Yderligere om DM på kortbane

Det danske mesterskab afholdes i Helsingør Svømmehal, Borgm. P. Christensens Vej 14, 3000 Helsingørog foregår i perioden mandag den 14. december til mandag den 21. december. Fra den 14.-17. december konkurrerer damerne, mens herrernes konkurrencer finder sted fra den 18.-21. december.

 

Hver dag svømmes der både indledende afsnit og finaler. Det indledende afsnit har start alle dage 9.30, mens finaleafsnittet svømmes klokken 17.00.

 

Yderligere oplysninger om DM:

  • Mesterskabsinformation om DM for damer – klik her
  • Startlister, program og livetiming for damer – klik her
  • Mesterskabsinformation om DM for herrer – klik her
  • Startlister, program og livetiming for damer – klik her

 

Danske rekorder på kortbane er samlet her.

 

Som følge af samfundets kritiske sundhedssituation kommer danmarksmesterskabet til at forløbe efter et meget anderledes DM-setup. Det betyder blandt andet, at kun svømmere, officials og andet helt nødvendigt personale kommer til at være i svømmehallen, ligesom deltagende svømmere er blevet opfordret til at få foretaget en PCR-test for coronavirus, inden de ankommer til Helsingør og deltager i mesterskabet. Læs eventuelt yderligere her.

 

Registrering af alt presse under stævnet påkrævet

Vi hilser landets presse velkommen til danmarksmesterskabet i Helsingør. For at minimere risikoen for smittespredning vil pressens ophold i Helsingør Svømmehal blive begrænset mest muligt, ligesom interviews vil foregå uden for svømmehallen. Kontakt derfor kommunikationskonsulent Klaus Bach Christensen på mail: kbc@svoem.dk eller mobil: 28 30 50 12, hvis I ønsker at dække danmarksmesterskabet.

 

Sportsrelaterede spørgsmål til danmarksmesterskabet bedes rettes til sportschef i Dansk Svømmeunion Lars Green Bach på mail lgb@svoem.dk eller mobil: 29 20 61 60.

 

Spørgsmål til den praktiske del vedrørende afholdelsen af danmarksmesterskabet bedes rettes til talentansvarlig i Dansk Svømmeunion Thomas Stub på mail: ts@svoem.dk eller mobil: 20 62 13 50.


 






Cookieindstillinger