Lars Krarup lagde i dag vejen forbi udviklingslandsholdets træningslejr.
Af: Klaus Bach ChristensenUdviklingslandsholdet er i denne uge samlet på sæsonens første træningslejr. Landsholdssvømmerne ankom i går til Herning, og i formiddags ventede det første træningspas. Inden svømmerne kunne hoppe i vandet, var der lige en person, der gerne ville hilse på. Personen var bestyrelsesformand for Team Danmark Lars Krarup, som kulturminister Joy Mogensen tidligere på året udpegede som ny formand for organisationen.
Sportschef i Dansk Svømmeunion Lars Green Bach var også til stede og bød i samarbejde med landstræner Stefan Hansen, den stadig relativt nye Team Danmark-formand varmt velkommen. Herefter præsenterede Lars Krarup sig selv og Team Danmark for svømmerne. I sin præsentation lagde han ikke skjul på sin begejstring og glæde over at være på besøg og hilse på svømmerne. Han fortalte, at han i øvrigt var meget interesseret i, hvordan der arbejdes med talentudvikling og landsholdssvømning anno 2020.
Fra venstre: Landstræner Stefan Hansen, bestyrelsesformand i Team Danmark Lars Krarup,
bestyrelsesformand i Dansk Svømmeunion Lars R. Aa. Jørgensen og sportschef Lars Green Bach.
Foto: Dansk Svømmeunion.
- Det er en fornøjelse at få muligheden for at se gnisterne i svømmernes øjne. De tror virkelig på fremtiden, og det er tydeligt at mærke, hvor meget svømmerne har glædet sig til at være sammen i en uge, hvor de også kan måle sig mod hinanden. Det øger motivationen for at arbejde videre med at optimere rammerne om svømmerne og alle vores andre atleter på bestyrelsesniveau, siger Lars Krarup.
På bassinkanten i Herning Svømmehal overværede Team Danmarks bestyrelsesformand i selskab med Dansk Svømmeunions bestyrelsesformand Lars R. Aa. Jørgensen flere forskellige træningsøvelser.
- Det er dejligt, at Lars Krarup tager sig tid til at komme ud og se, hvad der rører sig på bassinkanten og taler med de personer, der i det daglige har med elitearbejdet at gøre. Hans tilstedeværelse viser, at han oprigtigt interesserer sig for os og vores arbejde, siger Lars R. Aa. Jørgensen og uddyber:
- Det har været en rigtig god oplevelse for ham, landsholdstaben og ikke mindst svømmerne at have ham på besøg.
Inden Lars Krarup forlod bassinkanten, sagde han pænt farvel til svømmerne og landsholdsstaben.
Som optakt til udviklingslandsholdets træningslejr tog vi en snak med landstræner Stefan Hansen, Josefine B. Pedersen fra Svømmeklubben MK31 og Christoffer H. Andersen fra Søllerød Svømmeklub. Optaktsartiklerne kan læses nedenfor: