Regeringen har indført nye tiltag for at hindre spredning af Corona-virus, som også har betydning for adfærden i klubregi.
I henhold til den seneste uges udmelding fra regeringen om blandt andet et nedskaleret forsamlingsforbud til 50 personer, har vi i Dansk Svømmeunion revideret de aktuelle corona vejledninger som I finder på unionens hjemmeside.
Træningslejre kan fortsat afholdes
Noget af det, som har skabt en del forvirring er, hvorvidt det er muligt at gennemføre planlagte træningslejre i skolernes efterårsferie. Dette på baggrund af uklare informationer udsendt af Børne- og undervisningsministeriet tidligere på ugen.
Lad os slå fast med det samme – har din klub planlagt en træningslejr dette efterår, så kan I fortsat gennemføre denne. Så længe vi alle overholder de gældende retningslinjer, så vi undgår at sprede smitte, er der kun gode grunde til at fastholde planlagte træningslejre.
Vi arbejder for at holde mest muligt gang i foreningslivet inden for de gældende retningslinjer. Og her læner vi os op af de retningslinjer, vi modtager fra DIF og DGI.
Dansk Svømmeunion har udarbejdet et tillæg til Vandsportens corona regler med fokus på afholdelse af træningslejre. Her kan I finde svar på mange af de spørgsmål, der kan være i forbindelse med planlægningen og gennemførelsen af en træningslejr.
Tillæg til Vandsportens corona regler om afholdelse af træningslejre.
Hyppige spørgsmål sendt til Danmarks Idrætsforbund og specialforbund
Nogle spørgsmål går igen både hos DIF og hos os – specialforbundene under DIF.
I den forbindelse bringer vi nedenfor to hyppigt stillede spørgsmål, som I måske også kan have glæde af at kende svarene på.
Behøver vi bære mundbind i ”tutten”/cafeteriet?
Ja, kravet om mundbind gælder for alle over 12 år i offentlige lokaler med servering indendørs.
Der skal bæres mundbind, så snart man bevæger sig ind i området, når man står i kø og i øvrigt er i bevægelse. Kun, når man sidder ned, kan man tage mundbindet af.
Folk undrer sig over, at deres børn må gå til træning, når de ikke må ses til sociale aktiviteter med fx deres klasse – hvad kan vi svare?
Budskabet fra myndighederne lyder på, at der på nuværende tidspunkt fortsat må trænes og dyrkes idræt, så længe det sker inden for de gældende retningslinjer, herunder forsamlingsforbuddet.
Det er en tillid, som vi i foreningslivet gør os umage for at leve op til. Vi har klare retningslinjer for, hvordan idrætsaktiviteter kan gennemføres på ansvarlig vis og under stor hensyntagen til de gældende corona-forholdsregler.
Idrætsaktiviteterne i foreningslivet finder sted under strukturerede og ansvarlige forhold og kan derfor være et positivt element i en hård corona-tid.
Send spørgsmål til corona@svoem.dk
Har du og din klub spørgsmål i øvrigt, der relaterer sig til COVID-19, er I altid velkomne til at sende disse til Dansk Svømmeunions særlige e-mail adresse: corona@svoem.dk
Vi forsøger at svare på alle spørgsmål, der sendes til denne adresse.