På tre sæsoner har ungdomsholdene rundet 100 medlemmer. Det er en stigning på 52%.
Af: Klaus Bach ChristensenHvad skal der til for at fastholde tweens og teens, der har lært at svømme i svømmeskolen men ikke gider at være konkurrencesvømmere?
Det er et spørgsmål, som svømmeskoleleder i Hørsholm Svømmeforening Marie Boa har været særligt optaget af de seneste sæsoner, og hun glæder sig derfor over medlemsudviklingen på foreningens ungdomshold.
- Vi har tidligere haft ungdomshold, men de seneste sæsoner har vi oprettet flere hold, da de i stigende grad er blevet efterspurgt af vores medlemmer. Vores medlemmer er rigtig glade for det stærke sammenhold, der er på vores hold for tweens og teens, fortæller Marie Boa.
Antallet af svømmere på ungdomsholdene i Hørsholm Svømmeforening stiger stødt.
Grafik: Dansk Svømmeunion.
Det, som karakteriserer Hørsholm Svømmeforenings ungdomshold, er, at det sociale fællesskab er i højsædet. Fællesskabet udspringer af andre ting end eksempelvis svømmestævner og træningslejre, som man kender det fra konkurrenceafdelingen, hvilket både stiller krav til svømmerne og trænerne.
- Der er en høj grad af selvbestemmelse, og svømmerne har stor mulighed for at præge, hvad der skal ske. Mens nogle fortsat har svømning og teknik for øje, er andre optaget af alternative vandaktiviteter såsom vandpolo, udspring og andet leg, siger Marie Boa og uddyber:
- Udover den ugentlige vandtid laver vi også en masse andre aktiviteter med ungdomsholdene. Eksempelvis spiller vi rundbold og har pizzaaftener om fredagen, hvor der tit er flere end 30 deltagere, hvilket stiller nogle andre krav til holdenes trænere.
Fælles pizzaaften er en tradition for undgomsholdene, som har et stærkt socialt fællesskab - også på tværvs af holdene.
Foto: Hørsholm Svømmeforening
Ungdomsholdene i Hørsholm Svømmeforening har bassintider i nogle yderligt liggende tidspunkter fra 20.00-21.00, og der var tidligere tvivl om, hvorvidt tidspunkterne ville passe svømmerne. Den procentvise stigning på 52% over tre svømmesæsoner taler dog sit tydelige sprog.
- Vores medlemmer er utrolig glade og pointerer fællesskabet på holdet. Alle vores ungdomshold har hver lørdag morgen fællestræning, hvor det er muligt for svømmerne at danne venskaber på tværs af holdene, hvilket vi har set talrige eksempler på. Forældrene virker også meget glade og positive for setuppet, når de bringer og henter deres børn, fortæller Marie Boa.
Læs også: Øget synlighed er årsag bag positiv medlemsudvikling.
Nye indsatsområder skal identificeres og optimeres
Som mange af landets øvrige svømmeklubber har også Hørsholm Svømmeforening investeret i Dansk Svømmeunions Members 1st. Members 1st er et online værktøj, som hjælper svømmeklubber med at synliggøre medlemmernes mening om klubben og bidrager således til at tiltrække og fastholde medlemmer.
- Vi har sendt spørgeskemaet ud en enkelt gang og fået brugbare data retur. Vi fandt nogle indsatsområder, som vi kunne optimere og gøre bedre – blandt andet vores kommunikation, som vi også var optaget af i forvejen. Det har medfødt, at vi forsøger at synliggøre os for forældre og signalere, at vi er en forening, som er baseret på frivillighed, og det er nødvendigt med frivillige for at lave de ting, som vi gør, fortæller Marie Boa.
Sammen med bestyrelsen glæder hun sig til at få endnu mere indsigt i medlemmernes holdninger og ønsker til svømmeforeningen, så nye værdiskabende tiltag kan igangsættes.